Coop vil undgå MI-allergi
Som den første danske dagligvarevirksomhed fører Coop nu kun plejeprodukter, som ikke kan genere mennesker, der lider af MI-allergi. Resultatet er nået, efter at Coop har presset koncernens leverandører gennem mere end to år.
Methylisothiazolinone (MI) er et stærkt allergent konserveringsmiddel, som bruges i plejeprodukter og maling. Stoffet har i flere år været kædet sammen med kraftige allergiske reaktioner. I Danmark opstår der omkring 1000 nye tilfælde af MI-allergi om året.
Stoffet er fortsat lovligt, men Coop har valgt at benytte et forsigtighedsprincip og selv fjerne stoffet i alle plejeprodukter i koncernens 1200 butikker. Coop har aldrig tilladt stoffet i egne varemærker som Änglamark, Fakta 365 Minirisk, Irmas varemærker, Coop og Xtra-varer.
- I Coop har vi udpeget de 12 værste kemikalier, som findes i dagligvarehandlen, og vi arbejder systematisk på at fjerne dem fra vores butikker. Vi kalder dem "Det beskidte dusin", siger Coops kvalitetschef for non-food og leder af Coops kemikalieindsats, Malene Teller Blume, i en pressemeddelelse.