Coop udfordrer markedslederen i Norge med tværnordisk kæde
-
I Norge har den jubilerende lavpriskæde Coop Extra ambitioner om at overhale ærkerivalerne Rema 1000 og Kiwi. Med 522 butikker og en markedsandel på 16 pct. er Extra godt på vej
For tiden fejrer Coop Norge, at det 15. september var 15 år siden, at den allerførste Coop Extra åbnede i Halden tæt på den sydlige grænse til Sverige.
I 2006 var der tale om et helt nyt lavpriskoncept, og i begyndelsen var der ikke megen fart på udrulningen.
Ved udgangen af 2006 var der to butikker. Nu er der 522, markedsandelen har rundet 16 pct., og kun to kæder er større: Rema 1000 og NorgesGruppens Kiwi, der duellerer om markedets førsteplads.
I Coop Extra har kædedirektør Christian Hoel svært ved at få armene ned:
- Tallene siger, at vi er den største succes i norsk dagligvarehandel. Vi mente, at der var et hul i dagligvaremarkedet for 15 år siden for sådan en kombination af billige varer og et stort udvalg. Det viste sig at være rigtigt. Udover at have fantastiske ansatte er denne kombination vores vinderopskrift, som har gjort, at vi er vækstvinder år etter år. Og i år forventer vi at sætte ny omsætningsrekord med mere end 33 mia. norske kr., siger Hoel.
33 norske mia. svarer til 24 mia. kr.
Første Extra i Sverige
Det fremgår ikke af den norske fejring, men Extra-konceptet blev udviklet på et tidspunkt, da Coop’erne i de tre nordiske lande, Danmark, Norge og Sverige var samlet i det fælles selskab Coop Norden.
Coop Norden er siden blevet til en parentes i historien, men den gang i 00’erne var der stærke kræfter, der arbejdede på en centralisering, bl.a. med fælles kæder.
Extra var det første nye bud på sådan en grænseoverskridende kæde – med premiere i Sverige i 2004. Det skulle også blive det sidste, for det nordiske projekt lukkede og slukkede med udgangen af 2006.
I Danmark var begejstringen for at skulle lade kendte kæder afløse af et tværnordisk koncept ikke stor. Den gang stod Fakta langt stærkere i markedet, end tilfældet er i dag, hvor det nye lavpriskoncept Coop 365 – der faktisk har visse træk til fælles med norske Extra - er ved at afløse Coops gamle discountkæde.
I Sverige er der nu kun et par Extra-butikker tilbage efter en stor revision af Coop-kæderne for få år siden.
Men i Norge er kæden bare vokset og vokset. Ikke mindst efter at have fået tilført butikker fra andre Coop-kæder i årevis – som det stærkeste koncept. Og nu drømmer kædedirektør Christian Hoel om at overhale Rema og Kiwi.
Han har dog ikke sat et årstal på, hvornår det skal ske.
- Vi skal blive Norges største dagligvarekæde og har alle forudsætninger for at klare det. Vi er ejet af vores kunder, har en stærk kultur, fantastiske ansatte og et koncept, som har stået sig over tid og leveret vækst år efter år. Alt er muligt, for vi gør det sammen, siger han.