Circle K vil investere store summer i convenience-forretningen
-
Øget butikssalg og brændstofpriser trækker omsætningen op hos Circle K, mens driftsresultatet imidlertid dykker.
Der står massive investeringer på programmet hos servicestationskæmpen Circle K Danmark. Det kommende år vil virksomheden således investere et trecifret millionbeløb i at styrke convenience-forretningen, der aktuelt tæller 226 butikker.
Det svarer til lidt over halvdelen af det samlede antal Circle K og Ingo stationer, som virksomheden driver herhjemme.
Desuden vil Circle K fordoble antallet af lynladepladser til 450 det næste år og samlet have 1300 lynladepladser på plads inden 2030. Det svarer til en investering på mere end 1 mia. kr. Det fortæller konstitueret adm. direktør for Circle K Danmark, Peter Rasmussen, i forbindelse med årsregnskabet for 2022/23.
Det viste et stort hop opad på toplinjen, der gik frem med hele 3,2 mia. kr. som følge af de høje brændstofpriser, inflationen og et styrket salg i convenience-forretningen. Omvendt gik driftsresultatet tilbage med 74 mio. kr. til 761 mio. kr. især som en konsekvens af lavere værdiansættelse af olielageret sammenlignet med året før.
- Vi er stolte af de resultater, vi har leveret i Circle K Danmark i de seneste år, som skyldes en flot indsats fra medarbejderne. Den viser, at vi har en stærk position i markedet, og at danskerne i stigende grad vælger Circle K til, når de skal købe brændstof, Convenience-varer og oplade deres elbil. I de kommende år vil vi øge vores investeringer og styrke forretningen, siger Peter Rasmussen.
Vil udvikle madtilbud
Som en del af investeringerne vil Circle K åbne to nye full-service-stationer i Odense Erhvervspark og i Recharge City ved Horsens samt opgradere en række eksisterede Circle K-stationer. Investeringerne tæller flere Circle K lounge-områder, udvikling af madtilbud med fokus på frisk kvalitetsmad samt selvbetjeningsløsninger, der vil gøre det nemmere for kunderne at handle i butikkerne, lyder det.
Samtidig kan kunderne se frem til flere stationer med lynladepladser, solceller på taget, integrerede energiløsninger og vandbesparende vaskehaller, der alt sammen er initiativer , der minimerer energiforbruget og CO2-aftrykket.
Circle K Danmark tæller 226 Circle K-butikker, 181 Ingo-stationer, 29 truck-stationer samt 3.300 medarbejdere.