Circle K skal kendes på maden
I begyndelsen af maj skiftede den store Statoil servicestation i Hvidovre ved København navn.
Statoils kendte logo og farver blev erstattet afløseren, Circle K’s farver – rød, hvid og orange.
Med den nye Circle K servicestation i Hvidovre var det farvel til Statoil ikke blot i Danmark, men i store dele af Europa. Danmark var sammen med Sverige og Norge de første lande i Europa, der skiftede til Circle K, og ændringen omfatter i alt ca. 1.500 servicestationer i Skandinavien, Irland, Baltikum, Polen og Rusland.
Baggrunden for den omfattende navneændring er, at den canadiske koncern Alimentation Couche-Tard Inc for omkring tre år siden overtog Statoil Fuel & Retail, og hertil kommer, at Couche- Tard i sommer fik grønt lys fra Europa-Kommissionen til at købe 131 af Shells danske tankstationer. Disse stationer har nu skiftet navn til Circle K eller Ingo. Samlet set må det anses for at være en af de største virksomhedsovertagelser i europæisk detailhandel.
Herhjemme har adm. direktør i Circle K Danmark, Timothy Tourek, stået i spidsen for den omfattende virksomhedsovertagelse og den tilhørende rebranding af de mange service-stationer landet over.
Tilfreds
Han kom til Danmark i august 2015 fra en tilsvarende stilling for Circle K i det sydlige Californien i USA. Dansk Handelsblad møder ham for at få hans status på skiftet fra Statoil til Circle K og hans vurdering af udviklingen på det danske marked.
– Det er gået meget fint. Det er gået over vores forventninger, så jeg er fuldt ud tilfreds. De fleste stationer er omdannet nu, og de driver en solid forretning. Vi har haft travlt med at gøre vores nye brand kendt og introducere vores nye tilbud i butikkerne, siger han og henviser til, at 84 pct. af de danske forbrugere i dag kender til Circle K mærket.
Med udgangspunkt fra nul kendskab i maj i år finder han den udvikling meget imponerende. Timothy Tourek taler ikke meget om benzin og dieselolie. Han siger, at det helt sikkert er en væsentlig del af Circle K’s forretning, men det er ikke her, vækstmulighederne ligger endsige mulighederne for at give konkurrenterne baghjul.
Meget mere end benzin
Af samme årsag taler han hellere om butikker end servicestationer.
– Vi må begynde med begreberne. Jeg bryder mig ikke så meget om ordet ”service-stationer”.
Hvad vil du kalde dem?
– Det er lige som at kalde en iphone for en telefon. Circle K er så meget mere. Ja, vi sælger brændstof, men det f.eks. også et bredt sortiment af mad i en høj kvalitet, serveret af venlige medarbejdere og gerne de bedste i branchen, forklarer han.
Ifølge årsregnskabet for 2015/16 har selskabet lukket fire stationer og konverteret 10 til Ingo, der er stationer med selvbetjening.
– Som jeg ser det danske marked, er der et stort antal tankstationer, og der er sikkert også for mange. Vi har en fin kæde med Circle K, men blandt butikkerne er der nogle, hvor det måske vil være bedre at konvertere dem til en station med selvbetjening eller omdanne dem til noget helt andet, siger han og tilføjer:
– It’s not a number’s game, it’s a quality game – det handler ikke om antal butikker, men om kvalitet.
Convenience
Her nærmer han sig det tema, han åbenlyst brænder mest for, nemlig salget i Circle K’s conveniencebutikker.
– Kvalitetsmad vil sige friskhed, sund mad og et bredt sortiment. Vi har salater og sandwich, som tilberedes i butikken, vi bager brødet på stedet, vi har burgere og hotdogs. På spørgsmålet om conveniencemarkedet i Danmark siger han:
– Jeg ser masser af muligheder for vækst på det danske marked. Det behøver ikke altid at handle om flere og flere butikker, men om, hvor mange kunder der vil spise deres mad på vejen.
Skal kunderne forbinde Circle K logoet lige så meget med maden som med brændstof?
– Ja, det er vores mål. Med tiden ønsker vi, at forbrugerne skal forbinde os med meget andet end brændstof. Brændstof er vigtigt, og det er en stor del af, hvad vi står for, men det er ikke det hele. Vores rødder er conveniencebutikker, siger Timothy Tourek.
Circle K uden benzin?
Er der en mulighed for at åbne Circle K-conveniencebutikker uden at være en servicestation?
– Det er en mulighed. Vi har flere butikker i Nordamerika, som udelukkende er mad og convenience, men uden brændstof, og vi tester et koncept uden brændstof i de baltiske lande, og resultaterne herfra er positive. Jeg ved dog ikke så meget om de nye butikker til, at jeg kan sige mere om dem, men de er der, og det er interessant, og vi ser, at 7-Eleven har været her i en årrække, og de har gjort det godt. Det er ikke det vigtigste fokusområde for mig lige nu, men det er interessant. Tiden vil vise, hvad der vil ske, siger Timothy Tourek.