Circle K lander første overskud i tre år
Landets største kæde af servicestationer, canadiskejede Circle K, kom ud af sit seneste regnskabsår med et overskud på 95,5 mio. kr. efter skat.
Det er det første regnskab med sorte tal på bundlinjen siden 2014-15, og det er også det første, hvor integrationen af Circle Ks opkøb af 131 Shell-stationer for få år siden har fået fuld effekt.
Circle Ks skæve regnskabsår sluttede med udgangen af april i år, og kædens top giver resultatet topkarakteren "yderst tilfredsstillende".
- Regnskabsåret 2018 var det år, hvor vi virkelig så de økonomiske resultater af det kæmpestore arbejde, som hver eneste dag udføres af alle Circle K medarbejdere, både i vores butikker og på supportkontoret. Vi har i en lang årrække leveret convenience-produkter, brændstof og service af høj kvalitet til vores kunder, men det er indtil nu ikke blevet oversat til et afkast i regnskabet, som virkelig afspejler det udførte arbejde. Det ændrede sig i 2018, siger adm. direktør i Circle K Danmark, Timothy Tourek, i en pressemeddelelse.
De to foregående år har budt på underskud på hhv. 29 mio. og 147 mio. kr. efter skat.
Omsætningen i Circle K voksede for andet år i træk - med 11 pct. til 9,34 mia. kr., hvoraf kiosk- og andet salg i kædens 242 butikker udgjorde 2,70 mia. kr. - en fremgang på 18 pct. i forhold til året før.