Circle K-butikker bliver medlem af DSK
250 convenience-butikker i Circle K har meldt sig ind hos brancheorganisationen De Samvirkende Købmænd, DSK, som med 1.450 medlemmer nu har flere medlemmer end i de seneste 25 år.
Circle K, der er en fusion af de gamle Statoil-butikker og en betydelig gruppe af Shell-stationer, har som andre butikker med salg af fødevarer stor fokus på fødevaresikkerhed. Det er en væsentlig grund til medlemskabet af DSK.
- I forhold til vores strategiske arbejde med sundhed, sikkerhed og miljø er det naturligt for Circle K at udvide samarbejdet med DSK. Vi kan drage fordel af faglig rådgivning inden for bl.a. egenkontrol og andre sundheds- og sikkerhedsmæssige fokusområder, siger Senior Director Market Development Mette Uglebjerg, Circle K.