Carlsberg mister Coca-Cola-produkter i grænsehandlen
Sodavand fylder godt op i indkøbsvognen, når de danske forbrugere handler syd for grænsen. Alene på Fleggaards centrallager er der ca. fem mio. dåser Coca-Cola, hvilket fortæller noget om de mængder sodavand, danskerne fragter hjem fra Tyskland hvert eneste år.
Fra årsskiftet er det dog ikke længere Carlsberg Danmarks tapperi i Fredericia, der skal levere produkter fra The Coca-Cola Company til grænsehandelsbutikkerne i Tyskland.
Det oplyser kommunikationschefen for Coca-Cola Danmark til Fredericia Dagblad.
- Fra 1. januar 2020 vil produkter fra The Coca-Cola Company og dets datterselskaber, der i øjeblikket bliver solgt i Tyskland ved den dansk-tyske grænse, blive leveret af Coca-Cola European Partners Deutschland, der allerede distribuerer og leverer til butikker i hele Tyskland, skriver Jes Randrup Nielsen i en mail til mediet.
Rammer produktionen i Fredericia
Ifølge Carlsberg Danmarks pressechef Kasper Elbjørn har Coca-Cola Company omdefineret sine salgsområder i Europa, hvilket betyder, at Carlsberg mister rettighederne til at sælge Coca-Colas produkter i de tyske grænsehandelsbutikker.
Carlsberg Danmark vil dog fortsat producere og sælge en lang række produkter til grænsehandlen, f.eks. Schweppes, energidrikken Monster samt diverse vandprodukter, foruden - naturligvis - øl.
Og Carlsbergs aftale med Coca-Cola i forhold til salg, produktion og distribution på det danske marked, er også uforandret.
Hvilke konsekvenser den mindre produktion får for Carlsberg-ansatte i Fredericia, er dog endnu for tidligt at sige noget om, oplyser Kasper Elbjørn til Fredericia Dagblad.