Butiksrøverier sætter bundrekord i 2017

8. feb 2018 -
This describes the image
Illustration: Ulrik Samsøe Figen Kilde: Rigspolitiet

Antallet af røverier mod butikker og servicestationer er nu det laveste, det har været i de 11 år, Rigspolitiet har offentliggjort statistikken. I alt 482 røverier blev anmeldt i 2017, og det er et fald på næsten 60 pct. – eller godt en halvering – siden røverikurven toppede i 2009.

Det er 24 pct. færre røverier end den første statistik i 2007, viser et specialtræk, som Rigspolitiets afdeling for Koncernstyring, Strategi og Udvikling har foretaget for Dansk Handelsblad.

Mens der det seneste år er sket et markant fald i butikkerne, er der dog det seneste år sket en stigning på servicestationerne.

Et hvert røveri er ét for meget. Men et fald i røverier fra godt tre røverier om dagen mod butikker og servicestationer i 2009 til 1,3 røveri per dag i 2017, kan man godt glæde sig over.

Lars Alexander Borke, procesdirektør i Dansk Erhverv, kalder da også tendensen for rigtig glædelig for branchen. Men han understreger, at ikke mindst dagligvarebranchen fortsat oplever kriminalitet af forskellig slags i belastede områder.

- Faldet er helt sikkert et resultat af vores meget stærke fokus på røverier via Crimestat, der er er et samarbejde mellem branchen og politiet. Samarbejdet har givet os en særdeles god dialog med politiet om røverier, og vi hører fra branchen, at røverierne bliver taget alvorligt fra politiets side, siger Alexander Borke.

Deling af overvågningsbilleder

Han er overbevist om, at den nye lov om kontantløse butikker, som Dansk Erhverv har arbejdet for at få gennemført i årevis, vil medføre et yderligere fald.

- Men det sidste ord er ikke sagt i kampen mod kriminalitet mod butikkerne. Vi håber, at det kommende lovforslag, om at butikker må dele overvågningsbilleder af blandt andet organiseret butikstyveri, vil betyde, at der også sker et fald i butikstyverierne, siger Borke.

Mens årets tre første kvartaler lagde op til en bundrekord, skete der en stigning i mængden af røverier i julekvartalet. I alt tegnede fjerde kvartal sidste år sig for 140 røverier mod 124 i samme periode året før.

Vinterkvartalerne ligger traditionelt højere, fordi langt den største del af røverierne foregår i de mørke timer. Det er også årsagen til, at det med en ny lov er blevet tilladt for alle dagligvarebutikker at sige nej til kontanter mellem kl. 22 og 06, mens butikker i en de postnumre, hvor kriminaliteten er størst, kan få dispensation til at sige nej allerede fra klokken 20.

Opdateret 10. nov 2020

Vil du vide mere?