Butiksansatte føler sig udsatte
I en helt ny undersøgelse blandt HK Handels medlemmer siger 40 pct., at de hyppigere oplever butikstyverier, og 37 pct. oplever, at der er blevet flere butikstyverier, hvor tyvene kommer i grupper. De beskriver tyvene som mere professionelle, kolde, kyniske, uden hæmninger, at de er ligeglade med andre og at de mere desperate tyr til vold og endda brug af våben.
De butiksansatte oplever, at tyvene i løbet af de senere år er blevet mere organiserede og ligeglade med at blive opdaget. Således svarer 44 pct., at de har været nødsaget til at lade tyve gå.
– Vores medlemmer fortæller, at det er svært at se på, at tyvene tager for sig, og de står med en følelse af krænkelse, afmagt og frustration, fortalte arbejdsmiljøkonsulent Merete Hansen fra HK Handel på DSKs konference ”Sikker butik”.
HK Handel har i mange år samarbejdet med Dansk Erhverv og DSK om at sikre branchen, og sammen har de udarbejdet en lang række vejledninger.
– Jeg har fulgt detailhandlen gennem mange år, og jeg kvitterer for den store indsats, I gør. Det ligger fint i tråd med arbejdsmiljølovens krav om, at det er arbejdsgiverens pligt at sikre medarbejderne mod trusler og vold. Det er også arbejdsgivernes pligt at sørge for, at med-arbejderne får instruktion og oplæring i, hvordan man håndterer røverier og butikstyverier.
Grovere tyve
Merete Hansen gjorde samtidig opmærksom på, at butiksmedarbejderne er udsatte og oplever en udvikling, der går i retning af mere grove tyverier, og hvor de udsættes for grove, verbale og fysiske overgreb med trusler og repressalier.
– Vi oplever desværre, at det bliver nedprioriteret i en travl hverdag. Vi har medlemmer, der fortæller, at de ikke ved, hvordan de skal håndtere et røveri eller et butikstyveri, simpelthen fordi de ikke har fået nogen instruktion, eller instruktionen har været mangelfuld. Den bliver ikke fulgt op i dagligdagen.
– Det er vigtigt, at kæderne sørger for en lang række forebyggende tiltag, at lægge retnings-linjer for, hvordan man skal håndtere røverier og tyverier og at udarbejde informations-materiale. Det drukner i en travl hverdag. Desuden er branchen præget af et stort personale-flow. Det stiller større krav til ressourcer, til instruktion og oplæring. Det er HK Handels holdning, at det ikke kun drejer sig om oplæring en enkelt gang, men at det er en løbende indsats med opfølgning i dagligdagen.
– Vi ved også, at i takt med de længere åbningstider er butikkerne bemandet med færre medarbejdere, og det gør butikkerne mere sårbare over for røveri og butikstyveri. Det er også her, at mange unge arbejder og der kun er få erfarne medarbejdere. Vi opfordrer også til, at alle medarbejdere, der har været udsat for røveri, får tilbud om krisehjælp, ikke kun dagen efter hændelsen, men i perioden efter, sagde Merete Hansen.