Butikker skal understøtte kunderne i convenience
Blandt forbrugereksperter og folk i fødevarebranchen er der bred enighed om, at en stadig travlere hverdag giver convenience kronede dage – og at vi kun lige er kommet i gang.
Salget af convenience-produkter vokser over stort set alle kategorier ifølge analysebureauet Nielsens Market Trends Denmark-rapport. Behovet for convenience er dog ikke det samme for alle forbrugere.
Mens nogle sagtens kan finde ud af at sætte et måltid sammen af forskellige convenience-ingredienser, skal andre holdes mere i hånden.
Atter andre føler sig flove over at vælge færdige løsninger og skal måske bekræftes i, at det er okay at springe over, hvor gærdet er lavest.
Den hjælpende hånd kan butikken med fordel give dem.
- Butikkerne er nødt til at forholde sig til at guide forbrugerne til convenience, meget mere end de gør nu, siger Hanne Harbo, strategisk foodplanner hos innovations- og kommunikationsbureauet Nørgård Mikkelsen, som har over 30 års erfaring med fødevaremarkedsføring og –udvikling.
Fokus på børnefamilier
Landbrug & Fødevarer lavede allerede i 2016 en analyse af danskernes forhold til convenience- varer i madlavningen. Her svarede over halvdelen, at hverdagen er for travl til at nå det hele, mens hele 71 pct. af børnefamilierne er presset på tid – og her hjælper især færdigsnittede grøntsager og salater med at få noget sundt klemt ind i aftensmåltidet.
- Det var overraskende, hvor pressede børnefamilier er. Derfor er det også naturligt, at convenience-fødevarer er blevet så udbredte. De produkter sparer tid for børnefamilierne på fl ere måder, siger Marianne Gregersen, afdelingsleder for Markedsanalyse, forbrugerøkonomi og statistik i Landbrug & Fødevarer, og uddyber:
- Først og fremmest udgør delvist færdige retter god inspiration til, hvordan et aftensmåltid kan sammensættes. Det er nemt, når man står i indkøbssituationen og skal planlægge, hvad man skal have at spise. Derudover er delvis tilberedte fødevarer en håndsrækning til den travle familie. F.eks. ved at de kan købe skyllede og snittede grøntsager.
Grocerants erstatter bistroer
Blandt andet i Storbritannien og Frankrig bliver såkaldte grocerants mere udbredte – hybrider mellem dagligvarebutikker og restauranter med små miljøer, hvor kunderne også kan sidde og indtage ready-to-heat- og ready- to-eat-convenience.
Hanne Harbo forudser, at konceptet også finder vej til Danmark, så vi vil se en radikal forandring af supermarkederne de kommende år.
- En af de ting, jeg tror, kommer til at ske, er, at der kommer grocerants. Ikke et cafeteria ude foran, men et sted, du kan sidde ned og måske varme din mad, så den er varm, når du kommer hjem med den, siger hun.
- Samtidig vil forområderne i butikkerne være nødt til at tage et nyt greb på indkøb, så man ikke skal ind i butikken. For convenience handler også om, at det skal være nemt at komme ind og ud. Desuden påpeger Hanne Harbo, at montrerne med fersk kød undergår en stille revolution. Der kommer mere plantefars, og kødet bliver i højere grad håndteret og forarbejdet, inden kunden skal bruge det.