BRs Ramadan-tilbud i 2012 gav kritik
25 pct. på alle varer. Sådan lød et tilbud fra legetøjskæden Fætter BR i forbindelse med Ramadanen i 2012. Kunderne skulle bare medbring en flyer, der var uddelt i en række moskeer. Flyer’en kunne dog også hentes via kædens hjemmeside.
Men ikke mindst på Ekstra Bladets "Nationen" var mange forargede. Knap 550 deltog i diskussionen, hvor BRs kampagne blandt andet blev kaldt "Usmagelig". "Men BR skal vel have del i de massive overførselsindkomster, der bliver denne gruppering til del", skrev Steen M på Nationen.
I Top-Toy, der ejer BR-kæden, fortæller kommunikationsdirektør Liselotte Gjerdrum Carlsen, at det er det manglende salg, der er årsag til, at BR ikke har haft Ramadan-kampagner siden.
- Der var blandede reaktioner på kampagnen, da vi kørte den for nu tre år siden, der var nogle, der ikke kunne forstå hvorfor vi kørte den, og andre, der syntes, det var en god idé, siger Liselotte Gjerdrum Carlsen og tilføjer, at BR kører mange forskellige kampagne hele året rundt.
- Vi har ikke planlagt en specifik kampagne i anledning af Eid i år, da vi ikke oplevede, at kampagnen gave det store salg, da vi kørte den i 2012, siger, kommunikationsdirektør i Top-Toy, der blandt andet ejer Fætter BR.
Af Helle-Karin Helstrand
hkh@dhblad.dk
Illustration: Ulrik Samsøe Figen