Årets Min Købmand: Købmanden skal selv gøre forskellen
Lige midt i et mindre parcelhusområde mellem Glostrup og Herlev ligger Ejby med Min Købmand. Bag disken – eller i fuld fart rundt i butikken eller på lageret – er den 37-årige købmand Fikri Asrihi.
Udover at have et navn, der ikke er helt almindeligt i Danmark, er købmanden heller ikke en helt almindelig købmand. Han er nemlig netop blevet kåret som Årets Købmand i Min Købmand-kæden.
- Det er jeg da stolt over. Det er en anerkendelse af det arbejde, vi gør. Nogle troede ikke på, at jeg kunne vende udviklingen og få butikken i den rigtige retning igen. Men i år kommer vi ud med de bedste resultater nogensinde. Jeg kan godt lide den sejr, det er at få noget til at lykkes, som ingen troede på, siger Fikri Asrihi.
Butikken var en Spar, da han overtog den for 13 år siden, men i 2013 blev den flyttet over i Min Købmand- kæden med et reduceret sortiment som følge.
- Vores salgsareal er kun 266 kvm., og det er for lille til Spar. Skiftet gav os en nedgang i omsætningen, men i dag er jeg glad for at være i Min Købmand. Det passer rigtigt godt til butikken og til mig, siger Fikri Asrihi.
Da omsætningen havde haft den forkerte retning nogle år, satte han sig ned og tænkte:
- Jeg måtte beslutte mig for, om jeg skulle lukke eller handle. Jeg endte med det sidste, siger Fikri Asrihi.
Navnet skyldes i øvrigt, at købmanden er født i Marokko. Han er dog opvokset i Danmark og bor tæt på butikken sammen med sin hustru og tre børn.
Købmandens ansvar
Fikri Asrihi er uddannet i et supermarked i Brovst i Nordjylland, hvor han boede en årrække. Siden har han arbejdet i flere Coop-butikker – blandt andet i Kvickly.
- Mens jeg i en periode butikschef i SuperBest i Høng, besluttede jeg mig for, at jeg skulle have min egen butik. Jeg har altid knoklet, som var det min egen butik, jeg arbejdede for. Både Rema 1000 og 7-Eleven var med i mine overvejelser, men det endte med denne, siger Fikri Asrihi.
Butikken er bygget i 1970’erne, og Fikri Asrihi overtog den efter et ægtepar, der havde drevet den i flere end 22 år. Dengang omsatte den for 12,5 mio. kr. med moms.
- Nu runder vi 20 mio. Vi har fået næsten 15 pct. flere kunder i år, og de køber i gennemsnit for 7 kr. mere, smiler Fikri Asrihi.
Og han tager gerne æren – sammen med sin ansatte – for, at er gået så godt.
- Nogle købmænd lægger al ansvar over på kæden og konceptet, når det går skidt, men de tager selv æren, når det går godt. Jeg mener, at købmanden selv må gøre en forskel, hvis ikke det går godt. Det er hans eget ansvar hele tiden se på sit sortiment i forhold til de kunder, butikken har. Vi har mange børnefamilier, og de vil gerne have økologi og vores Grøn Balance-produkter, så skal jeg selvfølgelig have et godt udvalg af de produkter. Det betyder også, at de to styks-tilbud som jeg har på varer, der kan holde sig længe, også kan være på produkter, der er rettet mod børnefamilier, siger Fikri Asrihi.
Han har også fået slush ice, milkshake og kaffemaskine, som kunderne ikke mindst benyttede sig af i sommer. I Ejby bor 800 husstande – de fleste med en god indtægt.
- Vi har en hel del stamkunder, der køber det meste her. Det giver en gennemsnitlig kundekurv på ca. 100 kr., siger Fikri Asrihi.
Facebook-tilbud trækker
Han trækker dog også kunder fra andre områder i nærheden – blandt andet blandt personalet på Herlev Hospital, der ligger fem km fra butikken.
- Det gør jeg via Facebook – eller det vil sige, det er min hustru, der styrer Facebook. Jeg ringer én til to gange om ugen til en af vores leverandører for at høre, om de har et godt tilbud til mig. Jeg har netop fået et parti juleskum, som jeg har sat på tilbud. Jeg ringede til leverandøren, der først sagde, at han ikke havde noget. Så bad jeg ham kigge godt efter i krogene, og det hjalp, smiler købmanden.
Tilbuddet kommer på Facebook, som et ja tak-tilbud, hvilket for Fikri Asrihi betyder, at han kan få kunderne til at melde tilbage inden for en vis deadline.
- Når jeg ved, hvor mange der vil have et tilbud, kan jeg melde tilbage til leverandøren, at jeg kan sælge x styks, så får jeg lidt mere. Stort set alle de kunder, der har givet tilsagn, kommer og henter varen, fortæller købmanden, der har tilbud på det sociale medie én til to gange om ugen.
Pakker og julegodter
Lige nu er det noget helt andet, der trækker: julestrømper med godter. Under loftet hænger 130 julesokker, som købmanden fylder slik i hver søndag.
- Vi inviterede børnene til at komme med deres julesokker, som julemanden tog i mod første søndag i advent. Hver søndag skal jeg inden klokken syv komme slik i sokkerne, så de er klar, når kunderne kommer efter morgenbrød, siger Fikri Asrihi, der får brød fra en lokal bager.
Sammen med sokkerne hænger også en masse guirlander, for købmanden har været med i kædens konkurrence om, hvem der kunne få de lokale borgere til at komme med fl est guirlander.
- Det er vigtigt at have et godt forhold til de lokale, der har stor tillid til én som købmand, og vi støtter gerne lokale arrangementer, som når børnehaven holder julefest. Kunderne kommer også for at få en snak og fortæller alt. Til gengæld for tilliden skal de kunne stole på os og på kvaliteten af vores varer. Vi har eksempelvis helt faste rutiner for, hvordan vi tjekker datovarer, siger Fikri Asrihi.
Han inviterer flere gange om året til arrangementer som blomster- og vinmarked netop for at manifestere sig som den lokale købmand. Det er også derfor, han har aftaler med både DAO, GLS og PostNord, ligesom han tilbyder at sende kundernes tøj til rensning.
- Syv ud af ti, der henter pakker, handler også. Men det kræver, at man har en indbydende butik. Ellers nøjes de med at hente pakken, siger Fikri Asrihi, der – selvfølgelig – har en Elitesmiley.