Årets CSR-pris er uddelt

8. nov 2016 -
This describes the image
Foto: VFSA – Virksomhedsforum for Socialt Ansvar

Det blev Greve-virksomheden Logistikkompagniet, der i år løb med CSR People Prize 2016 i kategorien ”virksomheder med under 100 ansatte”.

Prisen blev givet ”for en forbilledlig indsats med at skabe job til flygtninge og andre mennesker på kanten af arbejdsmarkedet”.

Blandt de store virksomheder "med over 100 ansatte" var det ISS Facility Services A/S, der fik prisen, der blev uddelt ved konferencen Danske Pionerer for Bæredygtighed i Industriens Hus på Rådhuspladsen i København.

Blandt meget andet har ISS ifølge juryen udviklet en businesscase, som dokumenterer, at der er en økonomisk gevinst ved mangfoldigt sammensatte medarbejderteams.

VFSA – Virksomhedsforum for Socialt Ansvar står bag CSR People Prize, som er blevet uddelt siden 1998. Prisen går til virksomheder, som tager et særligt socialt ansvar ved eksempelvis at forebygge sygefravær og sikre god trivsel på arbejdspladsen, eller ved at give en chance til flygtninge og andre mennesker på kanten af arbejdsmarkedet.

I 2015 vandt discountkæden Fakta prisen for sit arbejde med at inkludere autister på arbejdsmarkedet.

Opdateret 10. nov 2020

Vil du vide mere?