400 elever er klar til praktik på spisestederne
230 unge mennesker, der er i gang med en uddannelse til gastronom, tjener, receptionist, ernæringsassistent og bager er klar til at komme i praktik til sommer. Men det er lige nu svært på grund af coronakrisen.
Til efteråret er yderligere 85 elever parate til praktikken. Dertil kommer 80 elever, der lige nu er i skolepraktik, fordi de mistede deres praktikplads ved nedlukningen.
For at hjælpe de unge mennesker videre i deres uddannelse har Hotel- og Restaurantskolen lanceret et nyt website klartilpraktik.dk, hvor de praktiksøgende præsenteres med foto, navn og alder. Derudover er der en anvisning på, hvordan man som praktiksted får fat i en af de søgende elever.
- Vi forstå godt, at de fleste arbejdspladser er forsigtige med at ansætte nyt personale. På den anden side er det nu, vi skal indhente det tabte og servicere gæsterne ekstra godt. Takket være en ny aftale mellem arbejdsmarkedets parter og regeringen, kan branchen nu få hele 90 pct. refusion for de elever, som den laver aftaler med, lyder det i en pressemeddelelse fra Hotel- og Restaurantskolen.
Trepartsaftalen betyder, at der er etableret en midlertidig løntilskudsordning, der gælder fra 1. maj 2020 til og med 31. december 2020. I denne periode kan virksomheder med lærlinge og elever få 75 pct. i løntilskud. Det gælder for alle igangværende uddannelsesaftaler.
For uddannelsesaftaler, der bliver indgået efter 1. maj 2020, ydes et løntilskud på 90 pct. Det gælder for ordinære uddannelsesaftaler, kombinationsaftaler, ny mesterlæreaftaler og restaftaler.
Foto: Hotel- og Restaurantskolen /Marius Persson