34-årig bliver ny direktør for Netto Tyskland

5. sep 2017 -
This describes the image
Foto: Dansk Supermarked/Salling Group
Skrevet af: Henrik Denman

Torben Godskesen bliver ny landedirektør for Netto i Tyskland. Det oplyser Dansk Supermarked i en pressemeddelelse.

34-årige Torben Godskesen har arbejdet i Netto siden 2003, hvor han begyndte som butiksassistent, og siden har han taget hele turen som butikschef og distriktschef via jobbet som udviklingschef til gennem det seneste år at være fungerende landechef for Netto Tyskland.

- Netto har et stort potentiale, da forbrugernes ønske om at få en stærkere lokal og regional tilstedeværelse lige passer med Nettos DNA. Jeg er oprigtigt spændt på udfordringen og er meget ivrig efter at komme i gang, siger Torben Godskesen.

Direktør for Netto International, Michael Løve siger, at udnævnelsen af Torben Godskesen viser, at dagligvarehandlen giver enestående muligheder for at arbejde sig helt til tops.

- Han er det fuldendte eksempel på, at man ikke nødvendigvis behøver at følge en karriere efter lærebogen, men han har påtaget sig udfordringer, grebet mulighederne og skabt en karriere, der allerede er imponerende, siger Michael Løve.

 

Opdateret 10. nov 2020