Region Hovedstaden lægger Nemlig.com på køl

Nemlig.Com 19. aug 2021 -
This describes the image
Arkivfoto: Helle-Karin Helstrand
  • Regionen Hovedstadens centre og botilbud vil ikke længere kunne benytte Nemlig.com som leverandør

Onlinesupermarkedet Nemlig.com er ikke længere velkommen hos Region Hovedstadens centre, botilbud og opholdssteder. Det er konklusionen efter et regionsmøde tirsdag, hvor det blev besluttet, at regionens institutioner skal undgå at handle hos leverandører, der ikke lever op til regionens indkøbspolitik samt arbejdsklausuler.

Det skriver Politiken.

- Politiken har grundigt dokumenteret horrible arbejdsforhold i Nemlig. com, og derudover kan vi konstatere, at mange kommuner har efterprøvet, om virksomheden overholder deres arbejdsklausuler, og det gør de ikke. Det kalder på en reaktion, og derfor giver det os anledning til at minde dem om, der køber ind i Region Hovedstaden, at vi kun handler hos virksomheder, der overholder vores arbejdsklausuler, siger Peter Westermann fra SF, som har stillet forslaget.

Ifølge forslaget var det forventeligt, at regionen i omegnen af 3 mio. kr. hos Nemlig.com i år, og det er ikke første gang, at Nemlig.com mister offentlige kunder grundet sagerne om arbejdsforhold. I juni ophævede Gentofte Kommune samarbejdet med Nemlig.com.

Hos Nemlig.com er man uforstående overfor beslutningen.

- Vi står helt uforstående overfor udmeldingen fra Region Hovedstaden. Vi er af den klare opfattelse, at vi overholder Regionens krav til arbejdsklausuler, lyder det fra Mikkel Pilemand, kommerciel direktør i Nemlig.com, i et skriftligt svar til Politiken.

Opdateret 19. aug 2021