Nemlig.com henter tocifret vækst på prismatch

Nemlig.Com 18. nov 2022 -
This describes the image
Foto: Nemlig.com
  • Onlinesupermarkedet øger samtidig andelen af varer, der bliver solgt på tilbud 

En ny opgørelse fra onlinesupermarkedet Nemlig.com viser, at et prismatch med en af Danmarks store discountkæder har givet en tocifret vækst i salget af de prismatchede dagligvarer.

Samtidig er der en stigning i andelen af varer, der bliver solgt på tilbud.

I midten af august lancerede Nemlig.com en ny prisstrategi, hvor den valgte at prismatche 1.800 varer mod Rema 1000.

- Vi har set en rigtig flot udvikling i salget af dagligvarer på Prismatch, og kundernes respons er meget positiv. Med Prismatch sikrer vi, at vores kunder altid kan handle de samme eller tilsvarende varer lige så billigt på nettet som i almindelige dagligvarebutikker. Ingen andre supermarkeder har et så omfattende Prismatch koncept som vores, og det har kunderne taget til sig i stor stil, siger kommerciel direktør Mikkel Pilemand, Nemlig.com, i en pressemeddelelse.

Det er særligt prismatchede varer indenfor mejeri, fersk kød, frugt og grønt samt kolonial, der oftere ryger i indkøbskurven.

Onlinesupermarkedet vurderer, at der bag den nye prisstrategi ligger en investering på et tocifret millionbeløb.

- Danskerne er blevet rigtig hårdt ramt af inflationen. De stigende priser presser vores rådighedsbeløb i hverdagen. Det skal selvfølgelig ikke være dyrere at handle på nemlig.com end at gå i supermarkedet. Derfor fortsætter vi ufortrødent vores fokus på lavere priser, og vi er i gang med at udvide Prismatch-sortimentet yderligere, siger Mikkel Pilemand.

Som et led i prisstrategien har onlinesupermarkedet lanceret ”Nok Danmarks billigste”, der er en række unikke tilbud på varer, der har høj interesse blandt kunder.

Nemlig.com udnytter, at den ikke trykte tilbudsaviser og derfor hele tiden kan justere tilbudspriserne ned for at sikre, at de ifølge Nemlig.com er de laveste i den pågældende uge.

I nogle uger er det 45 pct. af kunderne på Nemlig.com, som har lagt mindst ét af den type tilbud i kurven.

Flere kunder køber varer på Prismatch end tidligere. Foto: nemlig.com
 

Opdateret 18. nov 2022