Fysiske tilbudsaviser gør comeback: Flere danskere er tilbudsjægere
-
Flere danske husstande læser tilbudsaviser i 2024, viser nye tal fra FK Distribution, der sammenkæder det med dagligvarebutikkernes prisstigninger på flere varer.
80 pct. af danske husstande, der modtager tilbudsaviser på hjemmeadressen, læser dem, viser en ny rundspørge som Kantar Gallup har lavet for FK Distribution. Det er en stigning siden 2023, hvor andelen lå på 76 pct.
FK Distribution formidler digitale og fysiske reklamer samt ugeaviser til danske forbrugere og virksomheder.
Inflationen vækker nyt liv
FK Distribution sammenkæder den øgede læsning med inflation. Prisstigningerne på udvalgte varer giver nyt liv til den fysiske tilbudsavis.
– Forbrugerne søger i højere grad de gode tilbud for at få mere luft i privatøkonomien, hvilket gør tilbudsaviserne til en vigtigere del af husstandens indkøbsstrategi, siger Andreas Hald, administrerende direktør i FK Distribution.
Flere år tilbage blev det ellers spået, at de fysiske tilbudsaviser ville uddø, men undersøgelsen viser nu det modsatte.
– Selvom tilbudsaviserne er blevet dømt ude og forsøgt forbudt, kan vi se, at mange detailvirksomheder også holder fast i dem. Så de er fortsat en relevant kanal i det større marketingmix, siger Andreas Hald.
Trykte tilbudsaviser er favoritten
Undersøgelsen viser desuden, at den fysiske tilbudsavis er den foretrukne reklameform hos de danske husstande. 57 pct. har den fysiske tilbudsavis som sin foretrukne mens kun 28 pct. Foretrækker digitale tilbudsaviser. Endnu færre (12 pct.) har tv-reklamer som sin favorit.
Der er en klar fordel ved de trykte aviser, mener Ole E. Andersen, der er lektor i markedsføring på Copenhagen Business School. Forskningen peger for alle aldersgrupper på, at man får mere ud af at læse fysisk end digitalt.
– Fysiske medier er lidt mere vedholdende, end digitale eksperter peger på. Og det hænger sammen med, at det at læse på papir giver bedre forståelse. Vi husker bedre det, vi læser fysisk end det, vi læser i tilsvarende digitale formater, siger han.