To købmænd i harme over møde med børneagenter og Sikkerhedsstyrelsen

Lovgivning 26. aug 2024 -
This describes the image
Købmand Louise Sommer Borrits, Meny Frederikssund: - Det fremgår af videoovervågningen, at min unge medarbejder bliver utroligt berørt. Men kontrollanten fortsætter med at tale til kassemedarbejderen, som bryder ud i gråd. Foto: Privatfoto
  • 'Helt tosset' og 'latterligt'. Børneagenter – flankeret af medarbejdere fra Sikkerhedsstyrelsen – udløser frygt, gråd og vrede i danske butikker.

- Det virkede fuldstændig som om, det var en politibetjent, der ville arrestere nogen. Jeg blev så rasende.

Købmand Louise Sommer Borrits er stadig tydeligt påvirket af et 'kontrolkøb', der fandt sted i hendes butik, Meny Frederikssund, onsdag den 7. august.

Her lykkedes det for en såkaldt 'børneagent' at købe en flaske Somersby Cider med 4,5 procent alkohol. Den unge pige var under 16 år, og butikken står derfor til en bøde på 10.000 kr.

Grædende ansat

Sikkerhedsstyrelsen har i juli for første gang gjort brug af unge 'kontrolkøbere', og købmand Louise Sommer Borrits mener ikke, at fremgangsmåden er rimelig.

- Da jeg så videoovervågningen, virkede det helt tosset, konstaterer Meny-købmanden og fortæller videre:

- Børneagenten var en pige, der gik til kassen med en Somersby Cider. Lige efter at det lykkedes hende at købe cideren, kom kontrollanten fra Sikkerhedsstyrelsen hen til kassen. Hun trak noget id op af lommen og stak det op foran ansigtet på den unge kassemedarbejder. Kvinden sagde, hvor hun kom fra, og hun nævnte – efter hvad jeg har fået refereret – noget om overtrædelsen og om en paragraf.

- Det fremgår af videoovervågningen, at min unge medarbejder bliver utroligt berørt. Men kontrollanten fortsætter med at tale til kassemedarbejderen, som bryder ud i gråd. Der kommer så en 'voksen' til stede, nemlig min grøntchef. Men damen fra Sikkerhedsstyrelsen fortsætter med at henvende sig til min unge medarbejder, der kun er 17 år. Kontrollanten har ikke pli nok til lige at træde lidt væk fra kasselinjen, fortæller Louise Sommer Borrits.

Truende ordlyd

Ifølge købmanden sørgede grøntchefen for, at den grædende pige kunne slippe væk fra kassen. Efter at agenten og kontrollanten havde forladt butikken, forklarede chefen de forbløffede kunder ved kassen, hvad der var foregået.

- Min unge medarbejder fik en skrivelse udleveret, og når man læser den, kan man få indtryk af, at man skal i fængsel. Sådan er det jo ikke, men hvis man er påvirket af situationen, kan det misforstås på den måde. Jeg synes, at det er forkert at udlevere sådan en skrivelse til en ung kassemedarbejder, for det er jo mig som arbejdsgiver, der er ansvarlig, siger Meny-købmanden. Efter den ubehagelige situation fik hun en sms fra den ansatte.

- Hun skrev til mig: 'Jeg er så ked af det og rystet over hændelsen i går. Jeg beklager naturligvis meget fejlen, og jeg kan mærke, at jeg har svært ved at skulle tilbage igen.' Jeg har beroliget hende med, at vi bestemt ikke vil fyre hende – og at hun ikke er en del af bødesagen. Så hun er nu tilbage på arbejde. Episoden gør mig vred. Vi har i forvejen svært ved at få arbejdskraft i detailhandlen, og hvis de unge medarbejdere skal udsættes for den slags, bliver det endnu sværere at rekruttere, siger Louise Sommer Borrits.

Ude af proportioner

Hun vidste godt, at den massive kontrol-kampagne ramte landets butikker, og hun havde indskærpet over for sine medarbejdere, at de skulle være ekstra på vagt og undgå salg af alkohol og tobak til mindreårige. 

- Vi skal naturligvis ikke sælge alkohol til mindreårige. Men det skal håndteres på en ordentlig måde. Børneagenten lignede en, der er 15 år og 364 dage gammel. Jeg forstår godt, at min unge medarbejder var i tvivl. Hun har vurderet, at kunden – med makeup og mavebluse – var over 16 år og måtte købe en cider med alkohol.

- Det er grotesk, at unge ansatte skal pålægges et så stort ansvar. Det er også helt ude af proportioner at bruge agenter til at afsløre, om der sælges alkohol eller tobak til unge, der er under aldersgrænsen. Man bruger jo ellers kun civil agenter i meget alvorlige straffesager. Det er fundamentalt forkert. Normalt må staten eller myndigheder ikke fremprovokere, at nogen gør noget ulovligt. Det kan ikke være i orden i forhold til retssikkerheden, siger Frederikssund-købmanden og konkluderer:

- Jeg håber, at politikerne vågner op og ser, hvad de gør ved de mennesker, der rammes af kontrollen. Politikerne bør tænke på, hvordan det er for en 17-årig at blive udsat for en børneagent, der lykkes med sin opgave: en oplevelse, der kan betyde, at den butiksansatte bagefter græder i flere dage. Det eneste rigtige må være at droppe loven og den prøveperiode, man lige har taget fat på, siger Louise Sommer Borrits. 

'Et setup'

Gustav Wimmer, købmand i Meny Allerød, tilslutter sig kritikken af ordningen og fremgangsmåden. Hans butik blev i juli også taget i en kontrol.

- Den pågældende kassedame, som har 40 års erfaring, skulle ekspedere en ung pige. Hun blev fulgt af en voksen kvinde. Pigen ville købe en flaske, der lignede en frugtdrik, og der stod 'watermelon' på etiketten. Min medarbejder tænkte ikke over, at det var alkohol. Samtidig gik hun ud fra, at kunderne var mor og datter. Det var i perioden med skoleafslutninger, så min medarbejder mente også, at der var tale om en pige, der havde sin mors tilladelse til at købe varen, siger Gustav Wimmer og fortsætter.

- Pigen betalte, og straks efter hev den voksne kvinde et skilt frem og fortalte, at hun var fra Sikkerhedsstyrelsen. Min medarbejder blev fuldstændig ødelagt og gik i sort. Jeg blev tilkaldt til kassen og fik at vide, at jeg ikke havde pligt til at udtale mig, og at der ville blive lavet en politianmeldelse. Min kassedame fortalte mig efterfølgende, at hun var helt sikker på, at hun ville blive fyret, og at det hele virkede meget voldsomt. Hun skal på pension om et års tid. Hun græd og var meget ked af det. Hun er aldrig blevet taget i sådan en fejl før. Hun udbrød spontant: 'De ville tage røven på mig!', fortæller købmand Gustav Wimmer, som også vurderer situationen som et 'setup'.

Ikke i orden

- Vi gør i forvejen alt, hvad vi kan. Men her var vi ude for et setup, som bare ikke er i orden. Man vælger et produkt, hvor man nemt kan tage fejl og tro, at der ikke er tale om alkohol, og den 15-årige børneagent handlede i selskab med en voksen. 

- Min medarbejder prøvede at forklare, at hun gik ud fra, at hun ekspederede en mor og datter – og at hun aldrig ville sælge alkohol til en mindreårig, hvis der var i tvivl om situationen. Men det mødte nul forståelse. Kvinden fra Sikkerhedsstyrelsen var iskold og oplyste bare det formelle, siger Gustav Wimmer og gør det klart, at det kan være virkelig svært at afgøre, hvilken alder unge har. 

- Derfor spørger vi jo også til id, når vi er i tvivl, siger købmanden.

Den erfarne ansatte fortalte efterfølgende, at hun frygtede for sit job, men købmanden lovede hende med det samme, at det ikke ville få konsekvenser.

Han har nu betalt de 10.000 kr. i bøde – via Dagrofa – og de store bødebeløb vækker bekymring. Bøden for andengangstilfælde, hvor der er tale om salg af tobaks- og nikotinprodukter, kan løbe op i hele 40.000 kr.

- Vi taler om meget store beløb. Hvis vi får flere af den slags bøder i løbet af året, kan det betyde, at jeg er tvunget til besparelser i form af fyringer. Den type bøder kan også slå økonomien helt i stykker for en mindre købmandsbutik på landet, siger købmand Gustav Wimmer fra Meny Allerød.

Udpeget som bussemand

Han mener, at magthavere og myndigheder går alt for vidt med den nye brug af børneagenter.

- Det er slet ikke fair at bruge agenter mod butiksansatte. Det er ude af proportioner og helt latterligt. Vi skal være bussemænd over for de unge, og vi har intet at vinde. Vi gør i forvejen alt, hvad vi kan, men bare én fejl, og så falder hammeren. Det er ærgerligt med bøden. Men det er endnu mere ærgerligt for min medarbejder, som havde en utrolig dårlig oplevelse. Jeg synes jo også, at ansvaret må ligge hos de unges forældre – og de unge selv. Jeg synes, at kampagnen rammer helt forkert, siger Gustav Wimmer.

Bøder rammer erhvervsdrivende

Dagligvarehandlen.dk har bedt Sikkerhedsstyrelsen forholde sig til kritikken.

Vi har fået et svar fra Sikkerhedsstyrelsen. 

Stine Pedersen, kontorchef for Sundhed, skriver følgende:

- Jeg vil gerne starte med at sige, at vores tilsyn med de unge kontrolkøbere hverken har til hensigt at gøre ekspedienterne kede af det eller bange for at komme på arbejde.

- Tværtimod har de her tilsyn til formål at kontrollere, om de erhvervsdrivende lever op til deres ansvar ved at sørge for, at salgsstederne overholder de gældende aldersgrænser for salg af alkohol, nikotin og tobak. Derfor er det også den erhvervsdrivende – altså butikken – der får en bøde, hvis aldersgrænserne ikke bliver overholdt, lyder det fra Stine Pedersen, som fortsætter:

'Klare retningslinjer' 

- I den forbindelse vil jeg gerne understrege, at selvom en mindreårig har sin mor eller far med ud og handle, må den unge stadig ikke købe hverken alkohol, nikotin og tobak. Samtykke fra mor og far er ikke hævet over loven. Så uanset hvad, må de erhvervsdrivende altså ikke sælge de her produkter til børn og unge under aldersgrænserne. I forhold til hvordan vores tilsyn forløber, er der helt klare retningslinjer og faste procedurer for både de unge kontrolkøbere og Sikkerhedsstyrelsens tilsynsførende. For eksempel går vi meget op i ikke at udsende unge, der bevidst fremstår som værende over aldersgrænserne. Men unge kan se meget forskellige ud. Så vi vil generelt opfordre til, at man hellere husker at spørge om billed-id én gang for meget end én gang for lidt, skriver Stine Pedersen, kontorchef for Sundhed, Sikkerhedsstyrelsen.

Opdateret 19. sep 2024