Tuborg skifter julebryggen ud med mundbind
Hvert år på første fredag i november kl. 20.59 deler Tuborg Julebryg ud i hele landet. J-dag hedder det store markedsføringsstunt, som normalt får mange folk ud på landets værtshuse.
I år er juleøllen skiftet ud med mundbind, der deles ud på togstationer i hovedstadsområdet samt Aarhus og Odense.
- Vi kunne simpelthen ikke nå at skaffe mandskab nok til at uddele alle steder. Vi har arbejdet i døgndrift den sidste uge på at være til stede så mange steder som muligt, men ideen om at uddele mundbind kom først efter vi aflyste J-dag, og derfor blev det ikke alle steder i landet. Dog er Natteravnene til stede over hele landet, som også vil uddele mundbind, siger Michelle Lægdsgaard Larsen, brandmanager for Tuborg, til Dansk Handelsblad.
Det normale payoff: "Glædelig jul og godt Tub'år" er i år skiftet ud med "Glædelig jul og godt med afstand".
Årets julebryg sættes dog til salg i alle salgskanaler fredag den 6. november, og kan nydes på barer og restauranter frem til jul.
Tuborg Julebrygs mundbind kan fås på udvalgte togstationer og banegårde i dag. Målet at uddele 40.000 julebrygsmundbind plus 20.000 spritservietter på det, der skulle have været J-dag.