Topresultat i Carlsberg
Carlsberg leverede et overskud over det forventede, da den danske bryggerikoncern fremlagde regnskab for 2019.
I alt hævede Carlsberg bundlinjen med hele 1,34 mia. kr. til ca. 7,5 mia. kr., hvilket er det bedste resultat for koncernen nogensinde.
Det store overskud kommer efter et år, hvor Carlsberg hævede omsætningen med 5,4 pct. til 65,9 mia. kr. Samtidig lykkedes det at forbedre pris-mixet med over 3 pct. på tværs af Carlsbergs tre markeder i Vesteuropa, Østeuropa og Asien.
Også driftsindtjeningen blev forbedret med lidt over 1,1 mia. kr., svarende til en vækst på 12,2 pct.
- Vi er tilfredse med vores resultater i 2019. Vi oplevede en sund toplinjevækst, stærk marginforbedring og en stærk pengestrøm. I de senere år har vi styrket vores forretning betydeligt, og vi fortsætter med at eksekvere vores Sail' 22-prioriteringer og yderligere forstærke vores Funding the Journey-kultur for at støtte den langsigtede vækst og værdiskabelsen for aktionærerne, siger topchef Cees t' Hart i en regnskabsmeddelelse.
Carlsberg stærke resultat sker efter et år, hvor den organiske volumentilvækst blot voksede med yderst beskedne 0,1 pct.
Her faldt volumen af Carlsberg med 3 pct, mens der var en en mindre volumenfremgang på mærkerne Tuborg og Grimbergen på henholdsvis 2 og 3 pct. Aller størst vækst havde Carlsberg på øl-mærket 1664 Blanc Kronenburg med en volumenvækst på hele 29 pct, mens Sommersby trak op med 14 pct.
Forventer faldende driftsindtjening
Også i 2020 vil Carlsberg have fokus på den organiske omsætningsvækst og driftsindtjeningen, men Carlsberg-ledelsen forventer for året blot en midt encifret organisk vækst i driftsindtjeningen.
Det skyldes blandt andet, at Carlsberg ikke længere sælger sodavand ved den dansk-tyske grænse, og samtidig oplever bryggerikoncernen fortsat svære konkurrencebetingelser på det russiske marked. Desuden peger Carlsberg også på udbruddet af corona-virus i Kina som en ukendt faktor, man endnu ikke kender påvirkningen af.