Tobakskrigen optrappes: BAT melder konkurrent til myndighederne
Den i gangværende priskrig mellem tobaksproducenterne har i den seneste tid domineret diskussionen om tobak herhjemme. Nu har British American Tobaccos danske afdeling (BAT) åbnet en ny slagmark, da man mener, at konkurrenten JTI bevidst har forbrudt sig mod forbuddet mod fremtrædende smagsstoffer (udover tobak) i cigaretter og rulletobak.
Forbuddet, der trådte i kraft 20. maj i år, sigtede blandt andet mod at fjerne mentolcigaretterne fra hylderne, da cigaretter med smag af andet end tobak ifølge myndighederne kan være en medvirkende faktor til at børn og unge begynder at ryge.
En sag for myndighederne
Hos BAT er man af den opfattelse, at JTI på tværs af Europa er fortsat med at sælge mentolcigaretter trods forbuddet. Producenten undrer sig over, at myndighederne ikke har grebet ind i løbet af de små fem måneder forbuddet har været gældende.
- Vi har observeret, at JTI på trods af mentolforbuddet fra 20. maj i år fortsat sælger mentolcigaretter i Danmark. På deres nyeste variant, har de tilmed smurt mentol på toppen af pakken til at gnide cigaretten i. Hvorfor griber myndighederne ikke ind, lyder det i en mail fra Alexander Barming, kommunikationschef i BAT Norden.
Den manglende indgriben fra myndighedernes side har resulteret i, at BAT nu har meldt JTI til Sikkerhedsstyrelsen for at bryde med Tobaksvarelovens § 14, 15 og 20, der tilsammen omhandler forbuddet mod at markedsføre tobaksprodukter, hvis bestanddele eller indpakning med aromastoffer og kendetegnende smag anden end tobak. Den konkrete anke går på, at JTI ifølge BAT sælger cigaretter, hvor selve produktet for så vidt er uden mentol eller anden smagstilsætning, men at det samme ikke gør sig gældende for indpakningen.
”Vi skriver til jer for at henlede jeres opmærksomhed på, at Japan Tobacco International (JTI) nu har lanceret en ny version af cigaretmærket Camel Activate, hvor cigaretpakkens top er påført mentol, hvilket kan afgives til cigaretterne, når de rulles/gnides henover pakken,” lyder det blandt andet i anmeldelsen fra BAT, som er dateret til 28. september i år.
Fra Sikkerhedsstyrelsens side bekræfter man, at man har modtaget en henvendelse fra BAT angående konkurrenten JTI, men understreger, at styrelsen ikke kan udtale sig om igangværende sager. Styrelsen skriver i et mailsvar til Dansk Handelsblad, at man anser henvendelsen for ”en anmeldelse, og Sikkerhedsstyrelsen starter en sag på baggrund af dette.”
På tværs af landegrænser
Ifølge Alexander Barming kan myndighedernes manglende indgriben ses som et udtryk for, at loven i sin nuværende form og udrulning på tværs af EU gør, at nationale myndigheder er nervøse for at foretage indgreb som sidenhen bliver kendt ugyldige.
- Vi deler vores bekymring over sagen med mange myndigheder i EU, men indtil videre er der gået over fire måneder, hvor intet er sket. Vores frygt er, at de respektive, nationale myndigheder ikke handler selv, som loven giver mulighed for, men venter på, at EU’s smagspanel kommer med deres afgørelse, siger han og henviser til det af EU nedsatte smagspanel, der er nedsat til løbende at teste tobaksprodukter for at vurdere, om produktet er tilsat smagsstoffer eller andet, som strider med unionens tobaksdirektivs forbud mod karakterisende aroma.
Fortsat i handlen
At myndighederne tøver med at træffe en endelig afgørelse betyder dog ikke, at sagen står stille Hos Sikkerhedsstyrelsen undersøger man nu, hvorvidt JTI rent faktisk har forbrudt sig mod reglerne.
Indtil da vil produkterne stadig være at finde i handlen. - Så længe sagsbehandlingen pågår, herunder fastlæggelse af hvorvidt der er tale om en kendetegnende aroma, hvilket afgøres efter en EU-procedure, vil der ikke være et markedsføringsforbud mod produktet. Dette ud fra devisen, at det ikke endegyldigt er fastlagt hvorvidt produktet har en kendetegnende aroma.
Denne fremgangsmåde bruges også i forbindelse med øvrig sagsbehandling, lyder det i et skriftligt svar fra Sikkerhedsstyrelsen. Hvis man i Sikkerhedsstyrelsen kommer frem til, at JTI har forbrudt sig mod reglerne, vil det med al sandsynlighed, foruden en tilbagerulning af produktporteføljen med mentol, også medføre forbud og bøder.
Produkterne er ikke længere i handel
Hos JTI lyder det i et mailsvar til Dansk Handelsblad, at virksomheden "til enhver tid overholder gældende lovgivning."
JTI afviser, at selskabet bevist har forsøgt at omgå reglerne, når det kommer til tilsætningsstoffer såsom mentol, og at det omtalte produkt - Camel Activate - ikke længere forhandles.
- I en kort periode afprøvede vi det - i øvrigt fuldt ud EU-compliant produkt - på det danske marked, men har besluttet at erstatte det med et produkt uden aroma på indpakningen. Aromaen på pakken havde kun en funktion, at fjerne røglugt fra fingrene. Der er en mulighed for, at visse pakker med aroma stadig er at finde i butikkerne, men vi er ophørt med at distribuere dem fra midt-september, lyder det i et mailsvar fra Nahir Aslan, corporate affairs og kommunikationsansvarlig for JTI i Norden.
Lov om tobaksvarer
§ 14 Tobaksvarelovens § 14 forbyder markedsføring af cigaretter og rulletobak med en kendetegnende smag. Kendetegnende aromaer, bortset fra mentol, har allerede været forbudt siden 20. maj 2016.
§ 15 Tobaksvarelovens § 15 forbyder markedsføring af cigaretter og rulletobak indeholdende aromastoffer i bestanddele såsom filtre, papir, emballage, kapsler eller enhver teknisk funktion, der gør det muligt at ændre de pågældende tobaksvarers duft eller smag. Mulig straf: Overtrædelse af § 14 og 15 kan medføre bøde (Sikkerhedsstyrelsen indstiller via politiet til bøde).
§ 20 Tobaksvarelovens § 20 (stk 1 nr. 4) forbyder markedsføring af tobaksvarer, hvis enkeltpakningen og en eventuel ydre emballage indeholder elementer eller træk, som henviser til smag, duft, aromastoffer eller andre tilsætningsstoffer eller oplyser, at produktet ikke indeholder sådanne. Mulig straf: Overtrædelse af § 20 kan medføre markedsføringsforbud for produkterne og eventuel bøde (Sikkerhedsstyrelsen indstiller via politiet til bøde).