Svenskere har stoppet tonvis af svindel-slik på vej mod Danmark

Leverandører 19. jun 2019 -
This describes the image
Foto: Colourbox
Skrevet af: Søren Tougaard

Fødevaresvindlere i ind- og udland skyr ingen midler for at tjene hurtige penge på det illegale marked.

I løbet af de seneste to år har fødevaremyndighederne i Malmø beslaglagt op imod 100 ton svindel-slik fordelt på flere lokale grossister, som myndighederne vurderer var beregnet til videresalg på det illegale danske marked. Det fortæller svenske SVT.

Meget af slikket havde overskredet salgsdatoen med flere år og var blevet ompakket med falske etikker.

- Vi mistænker, at det er gammelt slik, som man har pakket om for at sælge til fortrinsvis det danske marked, siger Arvid Nordland, enhedschef i miljøforvaltningen i Malmø, til SVT.

Han fortæller, at et par grossister efterfølgende er blevet meldt til politiet.

Tip fra danske myndigheder

Det var et dansk tip, der fik de svenske fødevaremyndigheder til at interessere sig for svindel med slik.

For to år siden fandt de danske fødevaremyndigheder falsk slik i danske butikker, der blev koblet til svenske grossister. Og siden har de svenske fødevaremyndigheder haft fokus på den organiserede handel med slik.

Svindel med slik er en millionforretning og en attraktiv handelsvare.

Især på det danske marked, hvor en sukkerafgift på 26 kr. per kilo oveni momsen på 25 pct. gør det ekstra lønsomt at fuske med slik, siger Torbjörn Larsson, ekspert i grænseoverskridende handel i Skatteverket, til mediet.

 

Opdateret 10. nov 2020

Vil du vide mere?