Svensk investor køber majoriteten i vækstraketten Kaffekapslen
-
Det svenske investeringsselskab Ceder Capital overtager 55 pct. af Kaffekapslen for et ukendt millionbeløb. Dansk ejerkreds fortsætter i vækstfirmaet, der har sat kursen mod en milliard i årsomsætning
I sidste måned offentliggjorde Kaffekapslen.dk en tredobling i salget i 2020 til over 200 mio. kr., mens bundlinjen var gået fra 5,3 mio. kr. i 2019 til næsten 14 mio. kr. sidste år. Dengang sagde medejer Anders Balmer, at målet er en omsætning på hele 3 mia. kr. i 2025.
Nu har den succesfulde aarhusianske onlinevirksomhed meddelt, at man har solgt 55 pct. af virksomheden til det svenske investeringsselskab Ceder Capital for et ukendt millionbeløb. Det skriver Finans.
- Det er med stor glæde, at vi byder Ceder Capital velkommen som medejer af Kaffekapslen. Det giver os væsentligt bedre muligheder for at blive den førende forhandler af kaffekapsler i Europa og dermed nå vores ambitiøse mål. Vi deler vores værdier og tanker om fremtiden med Ceder Capital, og vi har et fælles mål om at vise, at vi kan drive en stor europæisk webshop her fra lille Danmark, siger Anders Balmer, der efter salget fortsætter som direktør for Kaffekapslen.
Danske medejere fortsætter i ledelsen
Kaffekapslen.dk er etableret af Morten Ravn tilbage i 2011. Inden salget til Ceder Capital ejede Morten Ravn 70 pct. af Kaffekapslen, mens Anders Balmer ejede de resterende 30 pct. Begge fortsætter i ledelsen.
Ceder Capital har specialiseret sig i at investere i nordiske nichevirksomheder og støtter iværksættere ved at bruge deres erfaring til at nå ekstraordinære ambitiøse vækstmål.