Stryhns Gruppen sætter omsætningsrekord
-
Fødevarevirksomheden forbedrede sidste år toplinjen med 9 pct. til 1,2 mia. kr. Også overskuddet gik frem. Nu tredobles budget til markedsføring
Stryhns Gruppen med velkendte frokostklassikere som Stryhn’s Leverpostej, Graasten Salater og K-Salat i porteføljen foruden Jensens Køkken, Langelænder og foodserviceforretningen Delitaste, begynder at se resultater af en nødvendig tilpasning i et udfordret marked, meddeler virksomheden.
Den samlede forretning leverede i 2023 således en rekordomsætning på 1,2 mia. kr. som er en forbedring på 9 pct., og den højeste omsætning i Stryhns Gruppens historie.
Det konsoliderede årsresultat, som inkluderer Delitaste og ejendomme, landede på 59,3 mio. kr., hvilket er en stigning på næsten 22 pct. i forhold til året før.
- 2023 har været et udfordrende år ovenpå fortsat inflation, stigende omkostninger og en større prisfølsomhed blandt forbrugerne. Set i lyset af de omstændigheder, har vi fået et udmærket resultat i 2023. Vi er lykkedes med at skabe vækst i kerneforretningen, tilpasse organisationen løbende og identificere og implementere optimeringsmuligheder for at mindske kompleksitet, så vi kunne absorbere en del af prisstigningerne. Vi har lagt energi i at møde kundernes behov og sammen med dem finde de bedst mulige løsninger, så forbrugerne stadig kan få deres mærkevarer til en relevant pris under de nuværende markedsvilkår. Samtidig begyndte forbrugerne også at lægge flere mærkevarer i kurven i 2023. En tendens, som stille og roligt fortsætter i 2024, siger adm. direktør i Stryhns Gruppen, Kristian Kornerup Jensen.
Fremgang i foodservice
Også i foodservicedelen var der fremskridt i 2023, hvor det lykkedes at færdiggøre fusionen mellem Stryhns Foodservice og Delitaste, som nu står som én samlet og stærkere foodserviceforretning.
- Nu hvor vores systemer taler samme sprog, og integrationen af Delitaste er tilendebragt, skal vi fokusere på at vækste i foodservicemarkedet. I 2023 gik foodservicemarkedet tilbage, mens vi beholdt vores position. Vi skal nu fortsætte med at drage nytte af de konkurrencemæssige fordele af sammenlægningen af de to foodserviceforretninger. Det kommer også vores foodservicekunder til gode, at vi kan tilbyde dem dag-til-dag levering og et bredere sortiment, siger Kristian Kornerup Jensen.
Ny strategi med højere markedsføringsbudget
Fra 2024 tog Stryhns Gruppen hul på en ny strategi, som skal styrke markedslederpositionen inden for kernekategorierne og opnå organisk vækst i både dagligvarehandlen og på foodservicemarkedet, i kombination med eventuelle opkøb.
En del af strategien for at styrke kernekategorierne går på udvikling af Stryhns Gruppens kendte mærkevarer.
- For at styrke vores konkurrencedygtighed og relevans yderligere, skal vi udvikle vores mærkevarer, mens vi bevarer den gode smag og høje kvalitet, som danskerne kender. Vi har f.eks. lanceret en Graasten CaféMayo og Grill Remoulade som giver klassikerne et nyt og spændende twist. I starten af årets lancerede vi også to nye nøglehulsmærkede pålægssalater med mindre fedt og flere grøntsager, som taler ind i det stigende fokus på sundhed og mere grønt, fortæller Kristian Kornerup Jensen.
For at sikre synlighed og eksponering af mærkevarerne, tredobles budgettet til markedsføring i strategiperioden, hvilket blandt andet har resulteret i et nyt kommunikationsunivers for Stryhn’s Leverpostej.