Se mulighederne i krisen

Leverandører 23. apr 2020 -
This describes the image
Foto: Birch og Birch
Skrevet af: Redaktionen

Corona-krisen er ny, men heldigvis ved vi meget om, hvordan forbrugerne reagerer i krisetid.

Faktisk har vi hos Birch & Birch en model for det, som vi har travlt med at sætte i spil hos vores kunder i øjeblikket.

Vi kan groft sagt inddele varekøb i fire kasser.

Den første indeholder de produkter og ydelser, vi regner for nødvendige for hverdagen. Det er mad og basalt tøj, transport og medicin samt alt til vores kæledyr. For nogle er økologiske varer en nødvendighed, for andre ikke.

Krisen er ikke en spareøvelse, det er en prioriteringsøvelse. Vi forkæler også os selv i krisetider. Forkælelse er alt det, som måske ikke er strengt nødvendigt, men som vi kan retfærdiggøre uden videre. Det har vi fortjent. Produkter i forkælelseskassen kan dog hurtigt blive udskudt eller droppet.

Den tredje kasse indeholder de produkter og ydelser, som kan udsættes. Det er ting, vi ville have købt med det samme, hvis ikke vi var i krise. Den fjerde indeholder de ting, vi helt undværer, så længe krisen varer.

Når krisen sætter ind, bytter vi rundt på tingene i de forskellige kasser. Det åbner muligheder.

Lad os f.eks. sige, at restaurantbesøg før krisen lå i kassen med selvforkælelse. Efter krisen flytter vi det over i kassen med ting, vi udskyder. Så mangler der noget i forkælelseskassen - vi skal jo stadig have det lidt godt.

Derfor har supermarkedet nu mulighed for at sælge os noget mere lækkert, end vi normalt ville købe, som erstatning for restaurantbesøget. Hvis du normalt sælger ting fra kassen med nødvendige køb, så åbner krisen altså et nyt marked for dig.

Du kan derfor have behov for at opgradere dit sortiment. Det overses ofte i krisetider. Hvis du omvendt sælger ting, der flytter fra en af de to første kasser til de to sidste, har du behov for at justere dit tilbud til kunderne, så du igen bliver relevant.

Måske kan du i krisetid lokke færre kunder ind i din restaurant, men i stedet kan du så forkæle dem med take-away eller lækre ingredienser, de kan bruge, når de forkæler sig selv derhjemme.

En stor misforståelse i forbindelse med kriseforbrug er, at det hele handler om pris. Det handler om værdi for pengene, og det er noget helt andet.

Efter finanskrisen så vi f.eks. en høj grad af snusfornuft sætte ind hos forbrugerne. Det betød, at de billige varer klarede sig fint, men det gjorde de dyre varer af høj kvalitet også. Produkter og mærker i midten fik det til gengæld svært.

Private labels trives generelt bedre under en krise, fordi mange forbrugere opfatter dem som lige så gode som mærkevaren. Derfor får man mere værdi for pengene med private labels. Det gælder både de billige private labels og premium-serierne. Den dyre, økologiske, lokalproducerede private label giver stadig mere værdi end den tilsvarende mærkevare.

I krisetid handler det derfor ikke om at være billigst, men om at være bedst til pengene.

Er du klar til at navigere gennem krisen?

Opdateret 10. nov 2020