Prisstigninger driver Arlas toplinje opad - indtjeningen dykker

Leverandører 29. aug 2023 -
This describes the image
Peder Tuborgh, adm. direktør i Arla Foods.  Foto: Arla
  • Mejerikoncernens overskudsgrad er blevet halveret i første halvdel af 2023, hvor Arla også ser et fald i den volumendrevet omsætningsvækst for brandede produkter. Arla forventer overskud på ca. 3 mia. kr. for hele året. 

Skrevet af: Søren Tougaard

Arla-koncernen havde en omsætning på 7,07 mia. euro - 52,7 mia. kr. - i første halvår af 2023, hvilket er en stigning på 10,7 pct. sammenlignet første halvår af 2022. Udviklingen er  primært drevet af tidligere gennemførte prisstigninger i Arlas retail- og foodservice-segmenter, oplyser mejerikoncernen.

Omsætningen for brandede produkter steg med 6,9 pct. drevet af Lurpak med 7,2 pct. og Arla-brandet med 3,6 pct.

Arla nåede et nettoresultat på 103 mio. euro - ca. 768 mio. kr.- i første halvår. Det svarer til 1,5 pct. af omsætningen mod 3 pct. i samme periode sidste år

- Som ventet satte markedsforholdene vores brandede produkter under pres. Det lykkedes os dog at beskytte vores relative markedsandele mod vores konkurrenter, og jeg er glad for, at vi som planlagt var i stand til at sikre koncernens indtjening, en konkurrencedygtig mælkepris og halvårlig efterbetaling til vores andelshavere på 1,0 eurocent/kg mælk baseret på de halvårlige mængder, siger Arla Foods’ adm. direktør Peder Tuborgh.

Mærkevarer under pres

Efter år med ekstraordinær høj vækst i omsætningen af brandede produkter blev vækstraterne påvirket af ændrede forbrugermønstre.

Den volumendrevet omsætningsvækst for strategiske brands endte på minus 6,0 pct. i første halvår af 2023. Korrigeret for effekten af frasalg af Arlas tidligere russiske forretning, ville Arlas volumendrevet omsætningsvækst for strategiske brands være minus 5,1 pct., oplyser mejerikoncernen.

Dette var primært drevet af et fald i volumener i Europa på 5,7 pct. og et fald på 4,0 pct. i volumenerne i forretningsområdet International.

- I løbet af første halvår af 2023 oplevede vi fortsat et inflationspres, der resulterede i, at forbrugerne bevægede sig mod discountkanaler og private label-produkter, hvilket lagde et pres på vores brandede produkter, fortæller Arlas CFO, Torben Dahl Nyholm.

Selv om Arla forventer, at markedet finder balancen, og at inflationen bløder op, er udsigterne for andet halvår fortsat præget af usikkerhed.

- Vi forventer, at inflationen og dens indflydelse på forbrugsmønstrene fortsat vil præge resten af 2023 ved at lægge pres på volumenerne for brandede produkter på de fleste markeder. Vi forventer dog, at en stigning i den underliggende kategorivækst vil bidrage til et langsomt opsving i væksten for brandede produkter, siger Arla Foods' adm. direktør, Peder Tuborgh.

Arla har nedjusteret forventningerne til omsætningen for hele året til 13,2-13,7 mia. euro og forventer at levere et overskud i intervallet 2,8-3,0 pct. af omsætningen mod tidligere 2,8-3,2 pct.

Opdateret 29. aug 2023