Overskuddet brager op i Odense Marcipan
-
Det Orkla-ejede selskab mere end fordoblede bundlinjen og landede et resultat på 51 mio. kr. sidste år.
Orkla-selskabet Odense Marcipan Group viste stærke takter i 2021 efter et 2020, hvor kunderne i primært foodservice og bagerierne var mærket af Covid-19.
Nettoomsætningen rundede 534 mio. kr. i 2021-regnskabet mod 476 mio. kr. året før. Samtidig blev årets resultat mere end fordoblet til 51 mio. kr. mod 20 mio. kr. året før.
- Vi er tilfredse med resultatet for 2021, som afspejler vækst på alle segmenter og udbytte af effektiviseringer som resultat af investeringer i kontinuerlige forbedringer på vores fabrikker. Desuden ser vi synergi og positiv effekt for hele året med hensyn til den svenske kageproducent Frödinge, som vi kun nåede at eje i to måneder i 2020, siger adm. direktør Niels S. Søgaard, Odense Marcipan, i en pressemeddelelse.
Odense Marcipan sælger til bagerier, foodservice, industri og dagligvaremarkedet, og produkterne bliver i stort omfang anvendt i nydelsesmiddelindustrien af mange førende kage -og konfektureproducenter. Odense Marcipan Group består desuden af Bæchs Conditori, som leverer frostløsninger inden for kager og desserter, og Igos, som producerer marmelader og frugtfyld. Begge selskaber blev fusioneret ind i Odense Marcipan 1. januar 2021.
I 2020 overtog Odense Marcipan Group desuden den svenske kageproducent Frödinge fra et søsterselskab i Sverige. Målet var at styrke positionen inden for frosne kager og desserter i Skandinavien
Forsigtige positive forventninger
Odense Marcipans forventninger til 2022 er positive, men også præget af usikkerhed på grund af stigende råvare-, transport- og energipriser.
Niels S. Søgaard siger:
- I vores sammensætning af forretningen står vi stærkt i dag. Vi har et unikt match af virksomheder, der supplerer hinanden på bedste vis. Vi er med alle steder, når det handler om kager, desserter og konfekture – både i det professionelle set-up og i det private køkken. Og passionen er vokset for at bage kager og friskt brød. Mange vinde blæser altså den rigtige vej, men desværre ved hverken vi eller andre fødevareproducenter, hvor hård modvinden bliver i den sidste halvdel af 2022 i form af stadig stigende priser og omkostninger. Derfor har jeg kun forsigtige positive forventninger til 2022.