Øl og sodavand i vækst: Harboes Bryggeri leverer stærke tal
-
Det danske bryggeri melder om fremgang i første kvartal og forventer yderligere vækst i de kommende måneder.
Harboes Bryggeri har omsat for lidt over en halv milliard kroner i det første kvartal af regnskabet.
Herhjemme har der været en stigning i købet af Harboes øl og sodavand. Den øgede afsætning og omsætning ses blandt andet som et resultat af flere succesfulde produktlanceringer
Det har betydet, at nettooverskudet er vokset til 23,2 mio. kr. det første kvartal, viser et nyt regnskab. Samme periode sidste år lå resultatet på 20,5 mio. kr.
– Vi har formået at styrke vores forretning yderligere i forhold til samme periode sidste år, og vi står stærkere, end vi har gjort i flere år, siger CEO Søren Malling.
Udvidet distribution øger forventningerne
Virksomheden har desuden øget sin tilstedeværelse på det danske marked gennem et tættere samarbejde med landets største detailkæder.
– Første kvartal er højsæson på vores to hjemmemarkeder, og vi er overordnet tilfredse med resultaterne, selvom vi endnu ikke har set den fulde effekt af vores udvidede distribution i Danmark og den ventede forbedring af indtjeningsmarginalen i Tyskland, siger han.
Virksomheden forventer at fortsætte udviklingen i en positiv retning i de forestående kvartaler. Dog er resultaterne for hele året præget af usikkerhed og følsomhed over for ændringer i indkøbspriser og fragtpriser.
Harboes Bryggeri forventer et resultat før skat på 60 til 100 mio. kr. for hele året.