Ny strategi i Stryhns Gruppen får trecifret millionindsprøjtning

Leverandører 19. dec 2023 -
This describes the image
Ny strategi skal sikre den fortsatte vækst i Stryhnsgruppen Foto: Stryhns Gruppen
  • Stryhns Gruppen lancerer en ny treårig strategi, der skal sikre vækst på flere områder i organisationen.

En stor millioninvestering skal sikre, at Stryhns Gruppen fra 2024 og frem til 2026 i en ny strategi kan styrke sin position på markedet endnu mere.

Det skriver de i en pressemeddelelse, hvor de navngiver den nye strategi ’Fuld Fart Frem’.

Helt konkret vil Stryhns Gruppen investere et trecifret millionbeløb i den nye strategi, der skal gå til at styrke mærkevarerne, udvide den samlede foodserviceposition, bæredygtig omstilling, procesoptimering, digitalisering og effektivisering af forsynings- og værdikæden.

Blandt andet kernekategorierne postej, pålægssalater, sauce og kondimenter skal styrke sin markedsposition yderligere, og så vil gruppen skabe mere organisk vækst i dagligvarehandlen og på foodservice-området.

Hvordan, det skal ske, er ikke specificeret præcist, men en del af processen er en tredobling af det marketingsbudget, de har i skrivende stund. Penge, der primært skal styrke mærkevarerne.

I alt er der sket en fordobling af omsætningen i organisationen fra 2011 til 2022.

- Vi er en dynamisk organisation med markedsledende mærkevarer, og vi har været i fremgang i over 10 år. Derfor stræber vi naturligvis efter at fortsætte vækstrejsen. Efter en periode med afmatning i fødevarebranchen forventer vi en gradvis normalisering af markedet og fornyet mærkevarevækst, siger Kristian Kornerup Jensen, administrerende direktør i Stryhns Gruppen og tilføjer:

- Det er en tendens, vi allerede ser i vores egne tal. De sidste 3 måneder har vi haft stigende markedsandele i alle vores kernekategorier, til trods for at vi stadig står over for en udfordrende periode med inflation og højere omkostninger.

Flere opkøb på vej?

I 2022 opkøbte Stryhns Gruppen Delitaste. Gruppens foodservice, der også får en overhaling.

Gruppen har siden 2015 opkøbt fem forskellige markedstager på forskellige markeder, og det er ikke utænkeligt, at man kommer til det igen.

- Vi har en stærk strategiplan med primært fokus på organisk vækst og opkøb, hvis den rigtige mulighed opstår. Jeg kan ikke med sikkerhed sige, om opkøb kommer på tale i den kommende strategiperiode, men jeg kan ikke afvise det, pointerer Kristian Kornerup Jensen.

Man ønsker også i strategien at mindske CO2-udslip i samarbejde med leverandørerne, ligesom digitalisering i højere grad skal præge forsyningskæden, så en effektivisering af de processer blier en realitet.

Opdateret 19. dec 2023