Mærkbar Meny-støtte til fødevareproducenter

Leverandører 22. okt 2024 -
This describes the image
Meny støtter producenter, som har begrænsede ressourcer og arbejder under udfordrende forhold. Foto: Dagrofa
  • Meny støtter mindre danske fødevareproducenter med tre stipendier på i alt en halv million kroner.

Tre mindre danske fødevareproducenter kan nu få del i en halv million kroner fra dagligvarekæden Meny.

Stipendierne på 250.000 kr., 150.000 kr. og 100.000 kr. bliver uddelt til tre af de knap 50 mindre producenter, som har etableret samarbejde og leverer produkter til Menys Danske Madskatte. Uddelingen er led i Menys strategiske satsning på at styrke kvaliteten af danske fødevarer under 'Danske Madskatte'-initiativet.

KFI-samarbejde

Stipendiet er blevet til i samarbejde med KFI, Købmændenes Erhvervsdrivende Fond, og man vil støtte producenter, som ofte har begrænsede ressourcer og arbejder under udfordrende forhold. Ved at tilbyde økonomisk støtte og synlighed vil man styrke leverandørernes evne til at udvikle nye produkter, forbedre deres produktionskapacitet og fremme bæredygtige metoder.

- Vi ønsker at anerkende de mindre leverandører, der spiller en afgørende rolle i at sikre høj kvalitet og diversitet i vores fødevareudbud, siger Anette Christensen, som er sortimentschef i Meny.

- Ved at tilbyde denne form for støtte, håber vi at bidrage til deres fortsatte vækst og til vores mission om at levere de bedste danske fødevarer til vores kunder, siger hun.

Flere kriterier

Ansøgere til stipendiet skal opfylde følgende kriterier:

Leverandørens varer skal være en del af Meny's grundsortiment.

Produkterne skal være fremstillet med mindst 75 procent danske råvarer, og leverandøren skal være 100 procent dansk.

Leverandørerne skal have fokus på innovation, bæredygtighed eller sociale initiativer i deres produktion.

Større virksomheder med betydelige markedsandele er ikke målgruppen for dette stipendium.

De produkter, der udvikles som en del af stipendieprogrammet, vil blive lanceret i Meny's butikker, hvilket giver leverandørerne en unik mulighed for at præsentere deres varer for et bredt publikum.

En investering

Stipendierne skal ikke blot hjælpe leverandørerne med at optimere deres produktion, men også give dem en platform til at udvikle og lancere nye produkter, der kan styrke både deres egen forretning og Meny's sortiment.

- I Meny ønsker vi at bidrage aktivt til vækst i den danske fødevaresektor, og ved at støtte danske leverandører på denne måde, gør vi en reel forskel. Vi siger også tak og anerkender deres indsats i det gode samarbejde, vi har haft hidtil, siger Richo Boss, kædedirektør i Meny.

På Meny's årlige købmandsmøde den 20. november bliver det offentliggjort, hvem der modtager stipendierne.

Opdateret 22. okt 2024