Kims har fyret hver tiende medarbejder

Leverandører 5. aug 2020 -
This describes the image
Arkivfoto: Kims
Skrevet af: Søren Tougaard

Med en overskudsgrad over 20 pct. år efter år er Orkla Confectionary og Snacks Danmark en sund forretning.

Sidste år øgede selskabet omsætningen med 33 mio. kr. til 753 mio. kr., svarende til en vækst på 4,5 pct.

Derimod gik årets resultat tilbage med 12 mio. kr. til et overskud på 121 mio. kr., hvilket fik prædikatet "utilfredsstillende" af bestyrelsesformand Jeanette Hauan Fladby og adm. direktør Kim Munk.

Nu fortæller Kim Munk til Fyens Stiftstidende, at virksomheden har sagt farvel til hver 10. medarbejder i 2020. Det sker som følge af usikkerheden efter Brexit og den aktuelle coronakrise.

- Vi har ikke været i panik, men vi har været nødt til at vise økonomisk ansvarlighed, når vi ikke vidste, hvilken vej det gik, siger direktør Kim Munk til mediet.

En betydelig del af selskabets eksport går netop til kunder i Storbritannien, hvorfor briternes farvel til EU kan øve indflydelse på selskabets driftsresultat og omsætning i 2020, stod der i ledelsesberetningen i det årsregnskab, som blev offentliggjort i midten af juni.

Her fremgik det, at ledelsen forventer en fremgang i selskabets driftsresultat på 3-5 pct. i år, men at eftervirkningerne efter Brexit udgør en stor usikkerhedsfaktor.

 

 

Opdateret 10. nov 2020