Kagen bliver større hos Dan Cake

Leverandører 20. jun 2024 -
This describes the image
Dan Cake står blandt andet bag Citronmåne, Mazarintærte og skæreroulader.  Foto: Dan Cake
  • Omsætningen og især overskuddet steg mærkbart hos bagervirksomheden fra Give.

Skrevet af: Søren Tougaard

Når overskuddet overgår forventningerne med 75 pct. svarende til lidt over 70 mio. kr., skal man være en virksomhed solidt plantet i den jyske muld for ikke at opnå prædikatet meget tilfredsstillende hos ledelsen. Og det er lige netop, hvad Dan Cake er. 

Koncernen udvikler, producerer og sælger en bred vifte af skærekager, roulader og andre bagerivarer til detailhandlen, primært til kunder i Nord- og Østeuropa. 

Sidste år steg Dan Cake-koncernens omsætning med 227,3 mio. kr. til 1,67 mia. kr. Det er en fremgang på 16 pct. Af regnskabet fremgår det også, at resultatet af primær drift næsten blev fordoblet til 197 mio. kr. mod 101 mio. kr. året før. 

Det forbedret driftsresultat sætter sig også på bundlinjen, der går frem med 75 pct. til 166 mio. kr. Selv om ledelsen havde sat forventningerne op efter et resultat på ca. 95 mio. kr. svarende til resultatet fra 2022, lyder der ikke ligefrem et jubelbrøl fra hovedkontoret i Give. 

- Det forbedrede resultat i forhold til forventningerne skyldes i hovedsagen en positiv udvikling i eksporten og vækst i datterselskaber samt forbedringer i driften på samme markeder. Årets resultat anses for tilfredsstillende, lyder det fra ledelsen i den familieejet virksomhed anført at bestyrelsesformand Erling Eskildsen og sønnen Klaus Skov Eskildsen, der er adm. direktør.   

Udover Eskildsen-familien har Dan Cake Hans Hans-Günter Trockels med i ejerkredsen med en andel på 34,25 pct. 

Dan Cake-koncernen består af moderselskabet af samme navn, der har fabrik i Give, samt datterselskaberne Dan Cake Polonia, Dan Cake GmbH og Hanina GmbH, begge i Tyskland. Herudover har selskabet investeringer i driftsselskaber i henholdsvis Norge og Bangladesh. 

 

 

 

 

    

Opdateret 20. jun 2024