Indtjeningen er under pres i BKI Foods

Leverandører 5. jul 2024 -
This describes the image
Arkivfoto: Ulrik Samsøe Figen
  • Trods en øget omsætning på 120 mio. kr. i 2023 har et lille overskud på to mio. kr. ikke rykket sig i den aarhusianske kaffevirksomhed   

Skrevet af: Søren Tougaard

Der var meget at glæde sig over i familieejet BKI Foods i Aarhus i 2023, men alligevel tjener virksomheden fortsat alt for få penge, viser regnskabet. 

Sidste år lagde fødevarevirksomheden 120 mio. kr. til toplinjen, der sprang op i ny rekordhøjde til 832,6 mio. kr. Resultatet af den primære drift blev kun forbedret med ca. 1,5 mio.kr. til lidt over 7 mio. kr., mens bundlinjen stort set står i stampe. 

2,2 mio. kr. lød overskuddet på mod 1,9 mio. kr. året før. Det er ikke overraskende et resultat, som ledelsen anser som utilfredsstillende. 

- Regnskabsåret 2023 blev negativt påvirket af den generelle makroøkonomiske situation. Inflation, stigende priser generelt, og uro i markedet, bevirkede et samlet fald i detailafsætningen, som også påvirkede kaffesalget. Nedgangen i salget på detailafsætningen er der blevet kompenseret for, med øget salg i øvrige divisioner og salg til udlandet. På trods af ovenstående, anser ledelsen årets resultat som utilfredsstillende, og under niveau med de forventninger, der blev udtrykt i årsrapporten 2022, lyder det fra ledelsen anført af bestyrelsesformand Karl Skott Mathiesen og adm. direktør Henrik Aagaard. 

BKI Foods er først og fremmest en kaffeproducerende virksomhed med kaffeproduktion som hovedaktivitet. BKI forhandler herudover en langt række andre fødevarer, som kakao, te, olivenolie, pasta og chokolade m.m., som sammen med kaffen primært sælges til det danske og skandinaviske detail- og out-of-home-marked. Det sker blandt andet under varemærkerne Lindt og De Cecco. 

I år forventer BKI Foods et forbedret resultat i størrelsen 5-15 mio. kr.   

 

Opdateret 5. jul 2024