Indkøbsalliancer står foran forandringer
De største dagligvarekæder i de europæiske lande er i dag så store, at de sidder med en betydelig indkøbsstyrke over for leverandørerne. Når de største europæiske kæder så går sammen i indkøbsalliancer, bliver indkøbsmagten yderligere forstærket.
Den største europæiske indkøbsalliance er EMD, der repræsenterer en samlet indkøbsvolumen på 178 mia. euro svarende til godt 1.323 mia. kr. EMD har kæder i 19 lande, bl.a. Axfood i Sverige, Asda i England og Supergros.
Til de største hører også AMS, der har medlemmer i 17 lande, og som står for en samlet omsætning på 125 mia. euro svarende til ca. 929 mia. kr. Den store indkøbsmagt, alliancerne repræsenterer, er emnet for en ny analyse ”Grocery Buying Groups”, udgivet af det engelske analysefirma Institute of Grocery Distribution (IGD).
Ifølge analysen er der flere forandringer på vej i alliancerne, bl.a. når det gælder medlemskab.
Rapporten spår, at der vil ske fl ere ændringer i indkøbsalliancerne, ikke mindst på grund af det nuværende økonomiske klima, som dagligvarekæderne arbejder under.
Store leverancer
Indkøbsalliancerne kombinerer indkøbsvolumen og styrke ved at indgå aftaler med leverandører på vegne af flere medlemmer for at få varer eller serviceydelser til en bedre pris, end de enkelte kæder kan opnå alene.
Ud over bedre priser kan alliancerne gå efter andre fordele for medlemmerne, bl.a. specielle promotions, rabatter og styrkelse af private label-serier.
Ifølge rapporten er det sjældent, at indkøbsalliancerne forhandler om hele sortimentet til deres medlemmer. De går derimod efter at opsamle kædernes efterspørgsel på et begrænset sortiment, hvor alliancerne til gengæld kan få fuldt udbytte af deres indkøbsstyrke.