Galopperende priser på kakao presser indtjeningen tilbage i Toms Gruppen
-
Råvareprisen på kakao steg sidste år med ca. 60 pct. Det sætter sig på bundlinjen i konfekturevirksomheden, der faldt med 25 pct.
Prisstigninger ud mod kunderne var den væsentligste årsag til, at chokoladeproducenten Toms Gruppen så en lille fremgang i omsætningen på 47 mio. kr. til 1,66 mia. kr. i 2023.
Men prisudviklingen på verdensmarkedet havde også en markant bagside. Råvareprisen på kakao steg med eksplosiv hast sidste år, og den ekstra omkostning har spist en stor bid af Toms Gruppens overskud.
Det landede på 54,3 mio. kr., og selv om det fortsat er et solidt resultat, er det stadigvæk et fald på næsten 25 pct. i forhold til året før.
- 2023 var et både travlt og udfordrende år. Vi eksekverede en større omstrukturering i Tyskland, kakaopriserne steg med ca. 60 pct., og konfekturemarkedet faldt i Danmark og Sverige, som også var udfordret af den svenske valutakurs, siger finansdirektør Lars Henrik Vejrup Hansen til Børsen.
Kakaopriser fortsætter himmelflugt
I ledelsesberetningen lyder forventningen, at omsætningen stiger 5-10 pct. i år, og at driftsresultatet vil være i samme niveau som 2023, hvor det lå lige under 50 mio. kr. efter et stort fald på næsten 50 pct.
Til Børsen siger finansdirektøren, at de fortsatte prisstigninger på kakao gør, at man ikke tør spå om væksten for 2024.
Især lavere kakaoproduktion fra verdens største kakaoproducent, Elfenbenskysten og forventninger om markant lavere produktion i lande Ghana og Nigeria betyder, at prisen fortsat stiger på verdensmarkedet.
Så sent som i mandags ramte råvareprisen på kakao et nyt rekordniveau på råvarebørsen med en pris på 10324 dollars per ton. Det er mere end en fordobling siden årsskiftet, hvor råvareprisen lå i ca. 4200 dollars per ton, viser prisudviklingen på Nasdaq.