Foodexpo rykkes frem til foråret 2021
Dette års Foodexpo skulle oprindeligt have været gennemført i Messecenter Herning 22.-24. marts 2020 med flere end 550 udstillere og et stort aktivitetsprogram med blandt andet 29 forskellige fagkonkurrencer.
Men nu har coronakrisen udsat Nordens største fødevaremesse for anden gang, skriver MCH i en pressemeddelelse.
Foodexpo vil i stedet finde sted i foråret 2021, nemlig den 21.-23.
Fødevaremessen arrangeres af MCH Messecenter Herning i samarbejde med de 13 førende brancheforeninger og -organisationer, der repræsenterer såvel messens udstillere som besøgende. Udsættelsen sker efter ønske og med fuld opbakning fra samtlige samarbejdspartnere.
Niels Jensen, direktør for brancheforeningen MLDK - Mærkevareleverandørerne, begrunder behovet for at udsætte messen til foråret:
- Vores branche er lige nu ramt både bredt og dybt af nedlukningen af Danmark, og det taler sammen med handelsmønstrene i branchen for at udskyde messen til næste år på marts-terminen, som vi kender. Jeg har derfor været i tæt dialog med MCH og bekræftet vores fulde opbakning til beslutningen om at udsætte messen til foråret 2021, hvor vi igen ser et stort behov i markedet og blandt vores medlemmer for at samles til fødevaremesse i Herning, siger Niels Jensen.
Foodexpo afholdes fremover i de ulige år i MCH Messecenter Herning, og i de lige år gennemføres Madværkstedet i København, næste gang i 2022.
Fagmessen arrangeres i samarbejde med HORESTA, MLDK - Mærkevareleverandørerne, DF - Danmarks Fiskehandlere, Fødevareklubben, Kost & Ernæringsforbundet, LBI - Leverandørforeningen for Bagerimaskiner og inventar, BKD - Bager- og Konditormestre i Danmark, De Samvirkende Købmænd, DSM - Danske Slagtermestre, Nærbutikkernes Landsforening, BFS - Foreningen for Storkøkkenudstyr, BKC - Branchen for Kaffe- og Convenienceløsninger samt Foreningen Kantine & Køkken.