Danish Crown stopper samarbejdet med Alibaba-virksomhed
Der var store forventninger, da Danish Crown for halvandet år siden indgik et samarbejde med WinChain om, at den Alibaba-ejede virksomhed fremover ville aftage hele produktionen fra en nyopført forædlingsfabrik i uden for Shanghai.
Nu stopper samarbejdet dog med øjeblikkelig virkning og efter gensidig aftale, da WinChain langt fra har aftaget de aftalte mængder.
- WinChain er udfordret økonomisk, så selv om vi havde en klokkeklar kontrakt, gav det ikke mening at fortsætte samarbejdet. I stedet har vi sat turbo på opbygningen af en salgsorganisation i Shanghai, og der er heldigvis stor interesse for at samarbejde med os, fortæller Søren Tinggaard, der er direktør for retail og foodservice i Kina.
Fokus på foodservice
Danish Crowns fabrik i Shanghai ligger under 100 kilometer fra centrum af Shanghai. Den er på 17.000 kvm og bygget til årligt at kunne producere op til 14.000 tons ferske og forædlede produkter.
Indtil nu har der næsten udelukkende været fokus på at producere til detailhandlen og de 80 mio. forbrugere i og omkring Shanghai, men som et led i en ny salgsstrategi vil der nu blive arbejdet målrettet på salg til foodservice-segmentet.
- Der er stor vækst i salget til alt fra hoteller, restauranter og fastfood-branchen. De efterspørger i høj grad produkter og råvarer, som vi kender dem i Europa, så der ser vi en mulighed for at skabe os en position. Samtidig er det ikke nødvendigvis de samme produkter, som supermarkederne gerne vil have på hylderne, så det indebærer også en mulighed for at udnytte kapaciteten på fabrikken bedre, siger Søren Tinggaard.