Danish Crown gør klar til milliardinvesteringer

Leverandører 5. dec 2019 -
This describes the image
Foto: Danish Crown
Skrevet af: Søren Tougaard

To uger efter Danish Crown kom ud med et regnskab med et forbedret driftsresultat på over 20 pct. til 2,5 mia. kr., annoncerer koncernen nu omfattende investeringer i produktionen og fabrikker. Især i Danmark, men også i Polen.

I alt er der planlagt investeringer for i 1,6 mia. kr. i regnskabsåret 2019/20, som skal fremtidssikre produktionen.

- I vores investeringsplan i Danmark og Polen har vi fokus på at øge automatiseringen på de områder, det giver mening og samtidig er en god økonomisk løsning på sigt. Der kommer hele tiden nye teknologiske muligheder og ved at investere i de bedste af dem, kan vi øge produktiviteten og fleksibiliteten i produktionen, siger vicedirektør i Danish Crown Preben Sunke.

De største investeringer forventes at gå til Danish Crown Pork, Danish Crown Foods og Sokolow i Polen.

I Danish Crown Pork forventes investeringer i størrelsesorden 400 mio. kr. i dette regnskabsår, mens der forventes investeringer for ca. 900 mio. kr. tilsammen i Danish Crown Foods og Sokolow i Polen.

Automatisering i pakkeri

En af de største enkeltstående investeringer, der planlægges i Danmark, er på Danish Crown-slagteriet i Horsens.

Selvom slagteriet i Horsens kun er 15 år gammelt, er der sket meget med teknologien siden opførelsen, og derfor skal pakkeri-afdelingen moderniseres og automatiseres i større grad, end den er nu.

Danish Crown forventer at investere omkring 60 mio. kr. til første etape, som skal foregå i 2019/20.

- Det er en opgradering med mere automatisering, vi skal lave i pakkeriet i Horsens. Det kan f.eks. være friarmsrobotter, som man kan sætte forskelligt værktøj på. Det vil øge kapaciteten i vores pakkeri, fordi vi med sådan en løsning kan erstatte meget manuelt arbejde med maskiner, siger Per Laursen. produktionsdirektør i Danish Crown Pork.

Han lægger også vægt på, at investeringerne på de danske slagterier skal fremtidssikre produktionen.

Siden sommer har Danish Crown oplevet en stor efterspørgsel på grisekød til Kina, og det har ændret kravene til produktionen i Danmark.

 

 

 

Opdateret 10. nov 2020

Vil du vide mere?