Cash & carrybutikkerne i Dagrofa Foodservice har klaret krisen bedst
Coronakrisen har været hård ved Dagrofa Foodservice, som den har været ved alt, der har med udespisning at gøre.
Koncernens 30 cash & carry-butikker har dog haft det en smule bedre end den udkørende forretning. Nu går det igen fremad, men adm. direktør Peter Bruun siger, at coronakrisen helt sikkert vil smitte af på regnskabet for 2020.
- Vi forventer en gradvis åbning og dermed tilpasning til et næsten normalt niveau. Men der er kundegrupper, som nok vil være påvirket året ud, så vi taler ikke om at indhente det tabte. Det, du ikke sælger i dag, er tabt, og kan ikke hentes igen i morgen, siger han.
- Vi regner med at nå et sted mellem 65 og 75 pct. af normalen over sommeren.
Dagrofa Foodservice var meget hurtig til at tilbyde sine kunder hjælp til at omstille sig til take away. Det skete blandt andet via en platform for take awaymad, stoet-lokalt.dk, som både kunder og andre kunne melde sig på, men også med gode råd om omstilling.
Nye aftaler
Det reddede dog ikke hele omsætningen i Dagrofa Foodservice, der under coronakrisen har ligget på lidt over halvdelen af normalen.
- Vores udkørende forretning har været hårdest ramt, mens butikkerne har kørt bedre. Jeg er glad for, at vi nåede at åbne Dagrofa Engros-butikken i Skovlunde, og at den nåede at komme i gang i februar, inden corona-krisen fik fat. Den servicerer hovedsagelig kiosker og små købmænd og performer rigtigt godt, siger Peter Bruun.
Dagrofa Foodservice har måttet afvikle ca. 50 stillinger, mens 400 medarbejdere har været sendt hjem med løn via den hjælpepakke, der giver lønkompensation. Virksomheden har også søgt hjælp til at dække faste omkostninger.
- Hjælpepakkerne har været til stor hjælp for vores kunder til at komme gennem krisen. For os betyder de, at hjemsendelser i mindre grad går ud over medarbejderne, og at vi kan geare gradvist op igen og servicere kunderne, siger Peter Bruun.
Han glæder sig dog over to nye store aftaler med hotelkæder til en samlet værdi af 0,6 mia. kr. Det drejer sig om Scandic Hotels, som Dagrofa fortsat skal være leverandør for i mindst tre år endnu.
En anden aftale er med hotelkæden BC Hospitality Group. Aftalerne har hver især en værdi på 300 mio. kr. - Vi har generelt haft kundetilgang under krisen, siger Peter Bruun.