Carlsberg oplever bedste danske maj-salg i 10 år

Leverandører 1. jun 2018 -
This describes the image
Carlsberg Danmark glæder sig over det flotte maj-vejr, der har betydet det bedste salg i Danmark i 1 år. Illustration: Ulrik Samsøe Figen
Skrevet af: Søren Tougaard

Det varme maj-vejr har i den grad sendt salgsbarometeret op hos Danmarks største bryggeri, Carlsberg.

Således melder bryggeriet om det bedste salg i den danske forretning de sidste 10 år.

Særlig stor har væksten været i Carlsbergs danske on-trade forretning, som dækker salg til restaurationsbranchen. Her har maj-salget været det bedste siden 2012.

- Efter et godt On-Tradesalg i maj både 2016 og 2017, rammer vi i 2018 den bedste maj i 10 år. Det er specielt drevet af restauratører, som åbner op med udeservering, kombineret med store events i 2018 som VM i ishockey afholdt i Danmark. Vi er hjulpet godt på vej af vejret, men stigende efterspørgsel på vores nye fadølsteknologi DraughtMaster og vores portefølje af topsælgere inden for både øl og læskedrikke skubber også positivt til salget, siger Simon Mosegaard Fibiger, chef for On-Trade i Carlsberg Danmark.

Stor fadølsvækst

Ifølge Carlsberg er salget af fadøl steget med mere end 15 pct. i forhold til 2017, og bryggeriet har set en lignende udvikling i salget af sodavand.

På den måde ligner salget i maj et ægte sommersalg, og bryggeriets salg i maj ligger nu på niveau med de største måneder som juni og august, oplyser Carlsberg.

I Carlsbergs danske off-trade forretning, der dækker salget i dagligvarebutikker, kiosker og servicestationer, bliver der i sommervarmen i stigende grad købt mindre forpakninger og emballager som eksempelvis 6-pack øl og 50 cl. læskedrik.

- Der har været flere sommerdage i maj end i hele 2017, og kigger vi isoleret set på vejreffekten, så kan en god vejr-måned flytte salget med op til 5-10 pct. på tværs af kategorier. Det skyldes, at godt vejr øger antallet af forbrugssituationer, hvor drikkevarer er en naturlig ingrediens. Vi opholder os eksempelvis mere udenfor ved godt vejr, det vil sige vi drikker en Grøn Tuborg med naboen over hækken, vi griller mere og tager en Carlsberg Pilsner til maden, og når vi er ”on the go”, så skal vi ligeledes have stillet tørsten med en kold Coca-Cola. Grundet en stigning i disse forbrugssituationer, så ser vi også et anderledes salgsmix i off-trade, siger Peter Haahr Nielsen, chef for Off-Trade i Carlsberg Danmark.

Carlsberg Danmark A/S fremlagde 14. maj årsrapporten fra 2017.

Her angav ledelsen, at årsagen til faldet i nettoomsætningen på 1 pct. i forhold til 2016, primært skyldtes lavere temperaturer i sommermånederne, som i især ramte læskedriksalget.

Carlsberg Danmark omsatte sidste år for 4,3 mia. kr. og havde et resultat før skat på 304 mio. kr.

Hvorvidt omsætningen for 2018 bliver endnu højere, afgøres ikke mindst af sommerens vejr, men med udsigt til et VM i fodbold med dansk deltagelse, er der meget, der tyder på det.

Opdateret 10. nov 2020