Carlsberg i kæmpe omsætningsfald
Carlsbergs halvårsregnskab blev ikke overraskende kraftig påvirket af den globale coronapandemi, der har gjort særdeles ondt på øl-salget til restauranter, barer, og cafeer verden over.
Carlsbergs omsætning er således faldet til 28,8 mia. kr. mod 32,9 mia. kr. i første halvår af 2019.
Ligeledes dykker driftsindtjeningen med 11 pct. til 4,6 mia. kr., svarende til et fald på næsten en halv mia. kr.
Størst tilbagegang i har bryggeriet haft på de to i særklasse største øl-mærker, Tuborg og Carlsberg, der oplevede en nedgang i volumen på henholdsvis 19 og 13 pct. Også salget af Grimbergen faldt 4 pct. i volumen, mens volumen af 1664 Blanc steg med 10 pct.
- Alle vores markeder har i højere eller mindre grad været påvirket af Covid-19 pandemien. For at begrænse effekten af svagere volumener og miks har vi forstærket vores fokus på omkostninger, penge og likviditet, lyder det fra topchef Cees 't Hart i selskabsmeddelelsen.
Trods den store tilbagegang i toplinjen og et volumenfald på 7,7 pct. formår Carlsberg via et øget fokus på omkostningerne at fastholde et nettoresultat på ca. 2,9 mia. kr., hvilket er på samme niveau som halvårsresultatet i 2019.
Den 2. april suspenderede Carlsberg sine forventninger til året på grund af den store usikkerhed verden over som følge af corona.
Trods fortsat stor usikkerhed tør bryggeriet dog nu godt spå om en nedgang i driftsindtjeningen på 10-15 pct. for hele året, fremgår det af halvårsregnskabet.