Carlsberg havde pæn salgsfremgang i de danske butikker
-
Målt på volumen steg bryggerigigantens off-trade salg med omkring 5 pct. i 2020. Der var dog store forskelle fra marked til marked. Carlsbergs tab af Coca-Colas produkter i grænsebutikkerne rammer hårdt
Carlsberg havde et udfordrende 2020 på grund af corona. Det betød en omsætningsnedgang på ca. 7,4 mia. kr. til 58,5 mia. kr. målt i forhold til rekordåret 2019, mens overskuddet faldt med godt 700 mio. kr. til 6,8 mia. kr.
Målt på volumen måtte bryggerigiganten notere et samlet fald på øl på 3 mio. hektoliter (hl). til 110 mio. hl, mens læskedrik-salget faldt med 8,6 pct. til 20 mio. hl.
Vesteuropa er stadigvæk Carlsbergs klart største marked og inkluderer blandt andet Danmark, de øvrige skandinaviske lande samt Tyskland, Storbritannien og Frankrig. Her faldt øl- og læskedriksalget henholdsvis 4,3 og 14,9 pct. målt på volumen.
Mens corona betød et fald i on-trade volumen på mere end 20 pct., var der anderledes fremgang over off-trade salget i butikkerne, som målt på volumen voksede med en midt-encifrede procentsats.
Dansk off-trade voksede
Fremgangen i off-trade dækker dog over store forskelle fra land til land.
Nogle steder steg volumen med to-cifrede procenter, mens det andre steder faldt med to-cifrede procenter, oplyser Carlsberg.
- Vores danske off-trade volumen voksede, men ikke nok til at kompensere for lavere on-trade og grænsevolumen. Hovedsagelig på grund af ændringen i den tysk/danske grænsehandel med læskedrikke fra 1. januar 2020 (Carlsberg sælger ikke længere Coca-Colas produkter ved grænsen) faldt de samlede volumener i Danmark med mere end 25 pct. Eksklusive den tabte grænsehandel faldt volumen med en midt-encifrede procentsats på grund af restriktioner og nedlukninger, oplyser Carlsberg i regnskabet.
I 2021 venter Carlsberg en organisk vækst i driftsindtjeningen i størrelsen 3 til 10 pct., men 2021 er fortsat forbundet med stor usikkerhed, da ingen endnu ved, hvor længe coronakrisen varer ved.