Halvårsregnskab: Arlas omsætning falder trods vækst i egne brands - indtjeningen går frem

Leverandører 28. aug 2024 -
This describes the image
Foto: Arla
  • Lavere råvarepriser resulterede i lavere omsætning for mejerigiganten i første halvår. Her kunne Arla notere sig en volumendrevet omsætningsvækst i egne brands. 

Skrevet af: Søren Tougaard

Arlas ledelsen giver første halvårsregnskab for 2024 prædikatet 'solidt'. Her kunne mejerigiganten hæve mælkeprisen til sine 8000 ejere med ca. 37 øre per kilo i forhold til sidste halvdel af 2023. 

Ser man derimod på omsætning, er der tilbagegang sammenlignet med første halvår 2023. Her opnåede Arla en omsætning på 6,6 mia. euro, 49,2 mia. kr. Det er et fald på 467 mio. euro svarende ca. 3,5 mia. kr.

I samme periode så Arla en volumendrevet omsætningsvækst i egne brands på 4,1 pct. sammenlignet med en nedgang på hele 6 pct. i forhold til sidste år. Her var det især Lurpak, der øgede volumen med en stigning på 7,9 pct., mens volumenvæksten for Arla-brandet lå på 3,8 pct. 

Fremgangen i det strategiske mærkevarer og fortsatte effektiviseringer styrkede Arlas indtjening, der steg med over 60 pct. til 167 mio. euro. Det svarer til 1,25 mia. kr. 

- Vi er stolte af, at Arla Foods klarer sig godt på et volatilt globalt marked. Kunder over hele verden efterspørger vores produkter, vi er klar til at levere, og vi vil fortsætte med at investere i virksomhedens fremtid siger CEO Peder Tuborgh, Arla Foods. 

- Vi er meget tilfredse med at levere en konkurrencedygtig mælkepris. Samtidig er væksten for vores strategiske mærkevarer vendt tilbage, takket være styrken i vores brands og vellykkede indsats for at genvinde vækst. Vi er derfor på en positiv kurs, udtaler Torben Dahl Nyholm, CFO i Arla Foods.

Usikker fremtid

Arla forventer, at de volatile markedsforhold drevet af geopolitiske spændinger og usikkerhed, vil fortsætte. Her forventer mejerigiganten, at de positive tendenser i forbrugernes købekraft for første halvdel af 2024 forsætte ind i anden halvdel. Især i Europa, hvor inflationspresset forsætter med at aftage, mens lønningerne stiger.

Dette forventer Arla vil resultere i en fortsat stigning i efterspørgslen efter mejeriprodukter. Det er dog usikkert, hvordan forbrugerne vil reagere på de forventede højere detailpris niveauer som følge af stigninger i råvarepriserne, lyder det. 

I forbindelse med fremlæggelsen af halvårsregnskabet har Arla justeret sine forventninger til årets omsætning fra 13,2-13,7 mia. euro til 13,4-13,9 mia. euro, mens koncernen fortsat forventer at levere en fortjeneste inden for intervallet 2,8-3,2 pct.

Arla har desuden justeret sine forventninger til omsætningsvækst baseret på strategiske mærkevarer, drevet af volumen fra 1-3 pct. til 3-4 pct.  

 

 

 

 

 

Opdateret 28. aug 2024