International profil ny topchef i Royal Greenland
-
Susanne Arfelt Rajamand har gjort karriere i Fjernøsten
Seafood-giganten Royal Greenland kommer ikke til at klare sig uden adm. direktør ret meget længere. Fra 1. februar begynder Susanne Arfelt Rajamand som ny adm. direktør i Nuuk.
Hun kommer fra en længere række jobs i internationale leverandørvirksomheder og har senest været managing director for mejerigiganten Fonterra´s division i Sydøstasien, en organisation med mere end 2500 ansatte. Tidligere har hun indtaget samme position hos Unilever i Singapore.
- Susanne har profilen, den internationale erfaring og personligheden, der skal til, for at stå i spidsen for landets vigtigste virksomhed. Hun vil være med til at sikre Royal Greenlands fortsatte udvikling her i landet samt fastholde det internationale fokus, siger Maliina Abelsen, som er bestyrelsesformand for Royal Greenland i en pressemeddelelse.
Den nye topchef skal levere på Royal Greenlands strategi ”North Atlantic Champion”, hvor ambitionen er at være verdens førende leverandør af vildtfanget nordatlantisk seafood med udgangspunkt i koldvandsrejer, hellefisk og snekrabber.
- Royal Greenland er hele Grønlands virksomhed, og vi har et stærkt fokus på at udvikle Royal Greenland her i landet. For at kunne det, skal vi fastholde det internationale fokus og sælge mere på de markeder, som vil betale mest for vores produkter. Derfor er Susannes erfaring lige præcis det, vi har brug for, siger Maliina Abelsen.
Susanne Arfelt Rajamand afløser Mikael Thinghuus, der stoppede i oktober efter 12 år som direktør hos Royal Greenland.