Heidi Boye bliver ny direktør for Aarstiderne
-
Annette Hartvig Bohé stopper som adm. direktør i Aarstiderne. Hun afløses af madspildsprofilen Heidi Boye, der senest har været landedirektør i Too Good To Go.
Kontinuitet har kendetegnet ledelsen hos økologiske Aarstiderne. I 22 år har Annette Hartvig Bohé været adm. direktør for virksomheden og kørt tæt parløb med stifter og medejer Søren Ejlersen.
1. maj overtager Heidi Boye direktørjobbet i Aarstiderne. Hun har senest været landedirektør for madspildsvirksomheden Too Good To Go, som hun forlod i januar i år.
- Det er en epoke, der slutter, når Annette stopper. Hun har haft uvurderlig betydning for Aarstiderne gennem mere end to årtier og har været med til at skabe det solide fundament, vi arbejder videre fra i dag, siger Mette Maix, forperson for Aarstidernes bestyrelse, i en pressemeddelelse.
Heri skriver Aarstiderne, at virksomheden er i gang med en revitalisering, og det i forbindelse med denne proces at ansætte ny adm. direktør. Selskabet måtte nok engang notere et tilbagegang i omsætningen i 2023, hvor Aarstiderne omsatte for 574 mio. kr. - et fald på 91 mio. kr. fra året før.
Omvendt formåede selskabet igen at tjene penge. Efter et underskud tæt på 35 mio. kr. i 2022, lød bundlinjen for 2023 på et plus på 9,4 mio. kr., hvilket anses som tilfredsstillende.
"Gennem streng omkostningsstyring, driftseffektivisering og fokus på kernekompetencer er forretningen nu tilbage i sort. Rejsen mod genopretning har fundet sted på et stærkt konkurrencepræget marked og har været påvirket af en række eksterne faktorer såsom høj inflation og renter. I kombination med de nedskæringer og størrelsesændringer, der er foretaget i virksomheden, er omsætningen faldet", lød det fra ledelsen ved offentliggørelsen af regnskabet i sidste måned.
- Jeg vil gøre mit til, at Aarstiderne også fremover skal præge både vores madvaner og madkultur i en mere bæredygtig retning, siger Heidi Boye
Heidi Boye var i knap fem år landechef for Too Good To Go i Danmark. Hun har en master i marketing og kommunikation samt en ph.d. fra CBS.