Hanegal-stiftere blandt de nominerede til Øko-prisen
-
For ottende gang uddeler Økologisk Landsforening Økoprisen til en eller flere ildsjæle, der har gjort noget særligt for økologien
Øko-pionererne Fie Graugaard og Ulrich Kern-Hansen fra Organic Plant Protein er blandt de nominerede til årets Økopris, som Økologisk Landsforening nu uddeler for ottende gang.
Det sker 1. november på foreningens inspirationsdag i København, skriver Økologisk Nu.
Temaet for Økoprisen i år er: ”Det grønne, bæredygtige univers – økologisk naturligvis,”
"Fie Graugaard og Ulrich Kern-Hansen nomineres for deres ihærdige indsats for den økologiske og bæredygtige dagsorden igennem mange år. Parret har været nogle af pionererne for økologi i Danmark og har i flere år ejet den økologiske virksomhed, Hanegal. De har senest investeret i nye ambitioner om en bæredygtig fremtid i form af Organic Plant Protein, som udvikler og producerer økologiske, plantebaserede alternativer til kød”, hedder det i begrundelsen.
Nomineret er også Peter Skoven, food & beverage direktør for NorthSide Festival, der sidste år afskaffede alt kød til årets festival.
”Peter Skoven nomineres for sin urokkelige tro på, at en festival sagtens kan være 100 pct. økologisk og nu også plantebaseret. NorthSide Festival har helt siden sin spæde start fokuseret på økologi og bæredygtighed samt på det lejlighedsvise økologiske spisemærke. I 2021 gik NorthSide Festival all in og proklamerede, at deres næste festival ville være både 100 pct. økologisk og plantebaseret. Det vakte stor debat, men Peter Skoven har hele vejen igennem stået fast i sin tro på, at det plantebaserede og økologiske måltid har en afgørende rolle for fremtiden,” står der i begrundelsen.
Den tredje nominerede er Betina Bergmann Madsen, udbudsjurist i Københavns Kommune.
Hun er nomineret med følgende begrundelse:
"Betina Bergmann Madsen nomineres for sin vigtige rolle for udbredelsen af økologi i Danmark såvel som i resten af verden. Hun har i over et årti arbejdet som fødevareansvarlig udbudsjurist i Københavns Kommune. Her har hun været med til at sikre indkøbsaftaler, som har muliggjort kommunens bæredygtighedsarbejde indenfor fødevareområdet med fokus på økologiske og sæsonaktuelle fødevarer. Det har bl.a. bidraget til, at knap 90 pct. af de måltider, der tilberedes i København Kommunes køkkener i dag er økologiske”.
Sidste år gik prisen til Trine Krebs, grøn chef i Food Organisation of Denmark.