Danish Crown henter kommunikationsprofil hos Arla

Leverandører - Navne 18. jan 2024 -
This describes the image
Foto: Danish Crown
  • Theis Brøgger tager over efter Astrid Gade Nielsen. De har en fælles fortid i Arla

Danmarks to store fødevarevirksomheder nyder godt af hinandens topfolk udi kommunikation.

Danish Crowns nuværende kommunikationsdirektør Astrid Gade Nielsen har efter syv år i fødevarekoncernen valgt at stoppe. Hun kom til slagterigiganten i 2017 efter en 15 år lang karriere hos mælkegiganten Arla.

Hendes efterfølger bliver Theis Brøgger, der den 1. april tiltræder som Vice President for Group Communication & Public Affairs i Danish Crown. Han kommer fra en 17 år lang karriere i Arla.

Allerede for fem måneder siden annoncerede Theis Brøgger, at han efter godt tre år i Arla i England ville vende retur til Danmark uden at have et job på hånden. Det har han fået nu. 

Astrid stod Theis bi som ung pressemedarbejder

Han rettede i et opslag på Linkedin en særlig tak til Arlas topchef Peder Tuborgh og mejerikoncernens daværende Astrid Gade Nielsen, der havde titlen "vice president communication" for ”at have taget chancen med en ung pressemedarbejder tilbage i 2006 og støttet min rejse lige siden”.

Ifølge Jais Valeur, CEO i Danish Crown, stod det hurtigt klart i processen med at identificere en efterfølger, at Theis Brøgger var den bedste kandidat til jobbet, da han er en tydelig kommunikator og som leder har stor erfaring med både at navigere i fødevarebranchen og i en organisation med et krævende interessentmiljø.

- Jeg er overbevist om, at Theis er den rigtige til at stå i spidsen for et kompetent kommunikationsteam og arbejdet med at styrke vores omdømme som en fødevarevirksomhed, der har forpligtet sig til at producere mere bæredygtige fødevarer til verden, siger Jais Valeur i en artikel på koncernens hjemmeside.

Ambitiøse bæredygtighedsmål

En af Theis Brøggers hovedopgaver bliver at styrke Danish Crowns omdømme som et landmandsejet fødevareselskab, der leverer på sine ambitiøse bæredygtighedsmål. Samtidig skal han være garant for en åben og transparent kommunikationsstrategi samt opbygge relationer og forme samarbejdet med interne og eksterne interessenter.

Jais Valeur takker Astrid Gade Nielsen for at have ledet koncernens kommunikationsstrategi og -aktiviteter på tværs af alle markeder og interessenter med sikker hånd gennem syv år.

- Under Astrids utrættelige ledelse har vi fået skabt et bundsolidt fundament for virksomhedens omdømme. Vi har fået sat klare mål om at være ansvarlig og innovativ fødevareproducent, der vil være kendt for kvalitet og nytænkning. 

Ballade med bønder

Om at stoppe efter samlet 37 års karriere skriver Astrid Gade Nielsen på Linkedin, at hun er stolt af sammen med gode mennesker og ejere af Danish Crown at have opbygget en ny identitet og styrket virksomhedens omdømme:

- Og for at have spillet en rolle i vores transformation til en fødevarevirksomhed med en klar plan for at reducere vores klimaaftryk. Mit arbejdsliv har handlet om mennesker og relationer. Det har handlet om samarbejde og om de gange, hvor jeg gik solo, fordi det var det rigtige at gøre. Om kriser og mediestorm men også om festlige dage. Om bønder, der indimellem var klar til at smide dig på porten, men så endte med at give deres opbakning i stedet. Om maden på tallerkenen.
 

Opdateret 19. jan 2024