Coop-profil i svært valg: Tøjkongen eller topchefen i Salling Group

Leverandører - Navne 11. mar 2024 -
This describes the image
CSR-direktør Mogens Werge, MLDK Mærkevareleverandørerne, har gennem flere årtier har arbejdet i spændingsfeltet mellem leverandører, dagligvarehandel, medier, forbrugere og politikere.   Foto: Flemming Effersøe
  • Mogens Werge valgte modekongen Anders Holck Povlsen fremfor dagligvarekongen Per Bank. Nu går dagligvarehandlens CSR-profil på pension

2012 blev et skelsættende år for Mogens Werge.  Skulle han satse på tøjkoncernen Bestseller eller holde en indgået aftale med den dengang næste nye topdirektør Per Bank for det daværende Dansk Supermarked? Han valgte tøjkongen Anders Holch Povlsen.

Anekdoten afslører Mogens Werge, 65 år, som senest har arbejdet som CSR-chef for MLDK Mærkevareleverandørerne, forud for en afskedsreception senere på måneden i forbindelse med, at han går på pension.

Ansvarlighedsdirektøren Mogens Werge var i 2012 på vej ud af Coop efter 16 år i virksomheden, da den nye direktion med adm. direktør Jesper Lien havde besluttet at ændre hans ansvarsområde og samtidigt flytte hans ansvarsområde til en nyansat kommunikations- og ansvarlighedsdirektør. 

- Jeg havde aldrig hørt om den pågældende, selv om jeg stort set kendte alle, der har arbejdet inden for bæredygtighedsområdet, så det havde jeg svært ved at forstå visdommen i, siger Mogens Werge, der valgte at blive fritstillet, da han samtidigt allerede var i dialog med modekongen i Brande.

- Aftalen med Anders blev i første omgang, at jeg skulle lave en konsulentopgave for Bestseller, da han mente at jeg ville have svært ved som inkarneret københavner at falde til i Brande, hvor bæredygtighedsafdelingen dengang var placeret, siger Mogens Werge.

Købmandskaffe med Per Bank

Mens Mogens Werge udførte en konsulentopgave for Bestseller mødtes han med sin gamle chef fra Per Bank. Den tidligere topchef for Coop, Per Bank, var kommet tilbage til Danmark efter et par år hos Tesco i Ungarn og England.

- Per Bank var en meget krævende, men hamrende dygtig chef, som jeg var utrolig glad for at arbejde sammen med, siger Mogens Werge. 

Mødet førte til et tilbud om et job hos Dansk Supermarked (senere Salling Group) i oktober 2012 som CSR-direktør.

- Men en dag i sommeren 2012, sagde Anders Holck Povelsen pludselig, at han var ved at bygge et kæmpe kontorhus på havnen i Aarhus, og hvis nu han flyttede afdelingen til Aarhus, og jeg så samtidigt fik ansvaret for kommunikation, om vi så ikke skulle se at få lavet en ansættelseskontrakt, mindes Mogens Werge.

Mogens Werge husker, at Per Bank synligt og højlydt var skuffet, da han fik et nej til at få Coops kendte ansvarlighedsprofil med ombord hos de blå, der kort tid genopstod som Salling Group på egen fondsben uden rederiet A.P. Møller i ejerkredsen.

- Jeg har naturligvis ofte tænkt på, hvordan min karriere kunne have taget en spændende retning sammen med Per Bank, der jo i den grad fik moderniseret Dansk Supermarked til en moderne virksomhed med høje ambitioner for miljø, klima og etik, siger Mogens Werge.

Læs afskedsinterview i morgen med Mogens Werge, der går på pension efter flere årtiers arbejde med ansvarlighed hos leverandører og dagligvarehandel. De seneste fire år har han været ansat hos MLDK Mærkevareleverandørerne.
 

Opdateret 18. mar 2024