Politiet fandt ingen hælervarer under sidste års kioskraids
Optrevling af en række organiserede butikstyvebander har været et af resultaterne af en intensiveret indsats mod butikstyverier i 2019, og i de områder af landet, hvor politiet sidste år havde "hotspots" ved blandt andet butikscentre, har butiksejerne følt sig mere trygge.
Hælervarer har politiet dog ikke fundet, selv om det var et af flere mål med fem store kontrolaktioner i dele af kioskmiljøet.
Det kom frem under en konference om kriminalitet i detailhandlen, som Dansk Erhverv holdt i anledning af krimi-databasen Crimestats 10-års jubilæum.
Den intensiverede indsats mod butikstyverier er en del af indsatsen, ”Tryghed for butiksejere”, som den tidligere regering satte i værk med daværende justitsminister Søren Pape Poulsen (K) i spidsen.
Ring ved organiserede butikstyverier
Mængden af anmeldte butikstyverier ligger med mindre udsving nogenlunde stabilt omkring 17.500, og langt over halvdelen - flere end 11.000 - rammer dagligvarehandlen. Men ikke alle tyverier bliver anmeldt, hvilket politikommissær Mike Johansen fra NEC, Nationalt Efterforskningscenter, da også påtalte på konferencen.
- Vi er nødt til at hjælpe hinanden med de organiserede butikstyverier. Vi kan gøre noget ved det, vi ved. Men det, vi ikke får noget at vide om, kan vi ikke gøre noget ved, sagde han og opfordrede detailhandlen til at ringe 114, når de bliver udsat for organiserede butikstyverier.
- Det er også vigtigt, at I er opmærksomme på kvaliteten af jeres videoovervågning, og på hvor kameraerne sidder. Alt for mange sidder højt, og det ved tyvene godt. De har hætter på og er maskerede, sagde Mike Johansen.
NEC tager sig normalt af blandt andet bande- og rockerkriminalitet, men i forbindelse med den intensiverede indsats har NEC været sparringspartner og støtte for de lokale politikredse.
Ingen hælervarer
Som en del af Pape-indsatsen var fem store kontrolaktioner, som politiet var på i dele af kioskmiljøet sammen med Fødevarestyrelsens rejsehold og Skat.
Mens de fem kioskraids blandt andet gav en lang række skattesager samt destruktion af mere end et halvt ton slik, fordi ejeren af kiosken ikke kunne fremvise en faktura, lykkedes det ikke politiet at finde hælervarer.
- Vi har ikke kunnet påvise hælervarer i butikkerne. Når en butiksejer kan fremvise en bon fra eksempelvis Netto på de ti plader Marabou, der ligger på hylden, kan vi ikke bevise, at varerne er stjålet i Netto. Vi kan blot undre os over, at varerne ikke er i en original papkasse fra producenten, sagde Mike Johansen.
Han understregede dog, at samarbejdet med de andre myndigheder gav andre ting - blandt andet sparring og viden.
Mere tryghed
Sparring og rådgivning af butiksejerne og centerforeninger var en del af indsatsen i de otte hotspots som syv politikredse har nedsat i eksempelvis shoppingcentre i Aarhus, Odense, Aalborg og Esbjerg.
- Tilbagemeldingen på vores hotspots har generelt været positive, og har vores øgede tilstedeværelse har skabt større tillid til politiet. Vi vurderer ud fra tilbagemeldinger fra politikredsene, at der har været en øget tilfredshed og tryghed blandt butiksejerne og øget fokus på området, sagde Mike Johansen, der blev bekræftet af Niels Hansen, Head of International Audit i Salling Group.
- Vi har fået meget positive tilbagemeldinger på jeres kæmpestore synlighed i Aalborg, vi var heldige at arbejde sammen med jer om et hotspot. Det har givet vores medarbejdere mere styrke til at håndtere de her situationer, fordi de ved, de får lynhurtig hjælp, sagde Niels Hansen.
Fængsel og udvisning
Den intensiverede indsats har også givet pote i forhold til at stoppe kriminelle.
- På Sjælland har vi med ransagninger, aflytning og videoovervågning fulgt et netværk, som vi mener har stået bag et trecifret antal butikstyverier om måneden. Udenlandske borgere rejser hertil og låner en udenlandsk indregistreret bil af bagmændene. De er her nogle dage for at køre rundt og stjæle i butikkerne, fortalte politikommissæren.
Det kan være varer som kaffe, chokolade og whisky, som tyvene stjæler, inden de afsætter dem til en "grossist", der sælger varerne videre til eksempelvis kiosker.
- De er ofte ude af landet igen, inden vi får en anmeldelse. Men vi har ind til videre anholdt nogle enkelte af butikstyvene, sagde Mike Johansen.
Den konkrete sag er endnu ikke afsluttet. Men indsatsen har ført til domme og udvisninger andre steder i landet. I november kunne Østjyllands Politi eksempelvis fortælle, at en irakisk statsborger var blevet idømt ubetinget fængsel i et år og ni måneder - blandt andet for en række butikstyverier i Randers, Aarhus og Horsens. Han var blot en af en større gruppe, som politiet havde anholdt i sagen.
I en anden sag blev en rumæner dømt fire måneders ubetinget fængsel og udvisning af Danmark for organiseret butikstyveri.
Justitsminister Nick Hækkerup (S), har under en debat i Folketinget netop lovet, at regeringen til efteråret, vil fremsætte et lovforslag der skal hjælpe butikkerne mod den organiserede kriminalitet.
Der vil blandt andet være fokus på stigende bøder, fokus på udvisning af udenlandske kriminelle i førstegangstilfælde og højere straf for hæleri. Samtidig skal politiet også have flere ressourcer til at efterforske den organiserede kriminalitet.